Beredskabsstyrelsens udsendte i Københavns Lufthavn på vej til Tyrkiet.

Foto: Line Fjordside, Beredskabsstyrelsen.

Danmark har påbegyndt udsendelsen af et teknisk team til at assistere med koordinationen af den humanitære indsats i Tyrkiet. Det tekniske team (TAST, Technical Assistance and Support Team) udsendes i dag og skal understøtte det fælles EU Civil Protection Team, som har til opgave at koordinere nødhjælp i det ramte område.

 

TAST-teamet er sammensat af medlemmer fra Sverige, Finland og Danmark og er under dansk ledelse. Personellet har en baggrund inden for logistik, IT og telekommunikation og eksperterfaring med humanitære indsatser. TAST udsendes med kontor- og koordinationsfaciliteter, hvorfra indsatsen kan koordineres.

 

Modulet indsættes med en let lejrfacilitet bestående af telte, generatorer og varmekanoner, så minimum 36 udsendte kan indkvarteres sikkert i forhold til efterskælv og faren for sammenstyrtning af bygninger.

 

Det danske bidrag indgår i et fælles nordisk team. Der udsendes 12-13 specialister fra Sverige, Finland og Danmark. Beredskabsstyrelsen udsender en teamleder og har det overordnede ledelsesansvar for indsatsen. To af de danske specialister er i dag rejst mod Tyrkiet.

 

Beredskabsstyrelsen støtter ofte internationalt i samarbejde med de andre nordiske lande. Senest leverede de nordiske lande i fællesskab rent drikkevand i Pakistan sidste år.

 

I januar aftalte de nordiske lande et endnu tættere samarbejde på beredskabsområdet. Det kan du læse mere om her.

 

Se mere om det nordiske samarbejde her.

 

Det danske bidrag er finansieret af Udenrigsministeriet og koordineret gennem EU-systemet.

 

Se mere om indsatsen hos Udenrigsministeriet.