Beredskabsstyrelsens internationale udsendte uddeler rent vand til befolkningen i Sindh-provinsen i Pakistan.

Beredskabsstyrelsen rensede og leverede rent drikkevand, da Pakistan sidste år blev ramt af omfattende oversvømmelser. Foto: Beredskabsstyrelsen.

Beredskabsstyrelsen har siden 1953 udsendt frivillige og medarbejdere til alverdens brændpunkter på mere end 350 internationale operationer. Takket være en pulje af dedikerede specialister er Beredskabsstyrelsen i stand til med kort varsel at rykke ud for at yde civilbefolkningen beskyttelse imod konsekvenserne af katastrofer og krig. Tæt nordisk operativt samarbejde har i de forløbne år gjort det muligt at gennemføre endnu længere og mere omfangsrige indsatser.

 

Nogle af Beredskabsstyrelsens spidskompetencer ved internationale katastrofer er produktion af rent drikkevand og opsætning af lejr- og koordinationsfaciliteter. De har også været i spil i løbet af det forgange år.

 

 

Oversvømmelser i Pakistan

Pakistan oplevede i juli og august 2022 historisk store regnmængder, hvilket førte til de største oversvømmelser i landets historie. En tredjedel af landet stod under vand, og 33 mio. mennesker var påvirket af situationen. Oversvømmelserne gik blandt andet ud over infrastruktur såsom drikkevandsforsyningen. Efter anmodning gennem EU’s civilbeskyttelsesmekanisme sendte Beredskabsstyrelsen i september et modul bestående af udstyr og 10 specialister til Sindh-provinsen for – sammen med nordiske kolleger – at producere rent drikkevand.

 

Daniel Toborg er til daglig oversergent ved Beredskabsstyrelsen Sjælland og blev udsendt som vandrensningstekniker til Pakistan:

 

- Jeg er stolt over, at jeg har kunnet være med til at hjælpe folk, der er i nød. Jeg startede i faget for at hjælpe, så det, at jeg har fået muligheden for at give en hånd til dem, der har haft allermest brug for den, betyder utroligt meget. Vi gør helt sikkert en forskel for de mennesker, vi hjælper, når vi kommer rundt til verdens brændpunkter.

 

Oversergent i Beredskabsstyrelsen.

Daniel Toborg. Foto: Soldaten.

 

Selvom det ikke var første gang, Daniel var udsendt med Beredskabsstyrelsen, gjorde denne mission et stort indtryk, både situationen i landet og samarbejdet på det nordiske beredskabshold:

 

- Befolkningen udviste en enorm gæstfrihed, og blandt os udsendte var der en fed holdfølelse, selv om vi kom med vidt forskellige baggrunde og kompetencer. Vi fik det til at lykkes, fordi vi hver især brændte for at nå missionens mål.

 

Holdet blev indsat i en lille by nogle timers kørsel fra Karachi i det sydlige Pakistan. Byen og de omkringliggende områder var tydeligt påvirket af oversvømmelserne. Vandrensningsudstyret blev opstillet ved et vandreservoir, hvilket gav adgang til store mængder råvand at rense og gode muligheder for at distribuere det rensede drikkevand til befolkningen.

 

Arbejdet var hårdt, dagene lange, og temperaturen lå omkring 40 grader. På trods af det var humøret højt og sammenholdet stærkt.

 

Simone Møller Toftegaard er sygeplejerske og frivillig i Beredskabsstyrelsens internationale personelpulje. Hun blev udsendt for første gang for at fungere som medic på holdet. Hun fremhæver også samarbejdet:

 

- Det var den største tilfredsstillelse at være en del af et professionelt hold i en stor hjælpeindsats. Fællesskabet i teamet var stort, og sammenholdet i hverdagen på sitet var en fornøjelse at opleve. Hverdagen bar præg af hårdt arbejde kombineret med stor omsorg og sammenhold.

 

I løbet af den to måneder lange mission i Pakistan producerede og distribuerede Beredskabsstyrelsen 2,7 millioner liter rent drikkevand. Desuden medvirkede holdet til at renovere to lokale vandværker, så drikkevandsforsyningen var sikret også efter missionens afslutning.

 

 

Jordskælv i Tyrkiet

De fleste internationale katastrofer, som Beredskabsstyrelsen sender assistance til, udvikler sig over noget tid, så styrelsens folk har ofte en forudanelse om, at en international støtteanmodning er på vej. Én af undtagelserne er jordskælv.

 

Tidligt om morgenen den 6. februar 2023 blev det sydlige Tyrkiet og det nordlige Syrien ramt af et jordskælv, der målte 7,8. Få timer senere fulgte et næsten lige så kraftigt efterskælv.

 

Jordskælvene var de voldsomste i Tyrkiet siden 1939. Mere end 50.000 mennesker omkom, tusindvis af bygninger styrtede sammen, og Tyrkiet bad hurtigt det internationale samfund om hjælp. 7. februar rejste de første af Beredskabsstyrelsens udsendte fra Danmark.

 

- Så snart vi så nyheden om det forfærdelige jordskælv i Tyrkiet, drøftede jeg muligheden for udsendelse med min kone. Det er netop disse situationer, vi træner og forbereder os på, og nu fik vi også muligheden for at bidrage med materiel, viden og erfaring, siger Zakaria Amzourou.

 

Beredskabsofficer i Beredskabsstyrelsen.

Zakaria Amzourou. Foto: FPS.

 

Zakaria Amzourou er sektionsleder og arbejder til daglig ved Beredskabsstyrelsen Sjælland i Næstved. Han blev udsendt som teamleder for det danske bidrag bestående af et Technical Assistance and Support Team (TAST). Holdet sørgede for indkvartering og arbejdsfaciliteter for koordinationsholdene fra EU og FN.

 

Især én oplevelse gjorde stort indtryk på Zakaria:

 

- Vi bliver på et tidspunkt ramt af et kraftigt efterskælv, som giver voldsomme rystelser og synlige skader på bygninger. Beboerne flygter ud af bygningerne og søger mod de store og åbne områder i byen. Her viser folk sig fra deres bedste side og tilsidesætter egne behov og egen sikkerhed for at hjælpe ældre, kvinder og børn med at komme i sikkerhed.

 

Beredskabsstyrelsens TAST-mission varede i alt 7 uger og foregik, ligesom Pakistan-indsatsen, meget af tiden i samarbejde med nordiske kolleger. Herudover assisterede styrelsen med transport og opsætning af 90 præfabrikerede enheder, som Danmark donerede til indkvartering og arbejdsfaciliteter.

 

 

Fact finding i Ukraine

Beredskabsstyrelsen undersøger til stadighed nye muligheder for at støtte Ukraine. I begyndelsen af sommeren var fire medarbejdere fra Beredskabsstyrelsen udsendt på fact finding-mission til Lviv og Kyiv. Her besøgte de bl.a. det mobilhospital, som Beredskabsstyrelsen donerede til Ukraine i marts 2022 umiddelbart efter Ruslands invasion. Ydermere mødtes de udsendte med kollegerne i det ukrainske beredskab, State Emergency Services of Ukraine, for at drøfte konkrete støttebehov.

 

Johan, som til daglig er operationskoordinator i Beredskabsstyrelsens internationale beredskab, var en af dem, der var i Ukraine.

 

- Turen til Ukraine bekræftede, hvor meget vi i Beredskabsstyrelsen fortsat kan gøre for at hjælpe, og hvor meget vores bistand værdsættes. Men det, der gjorde mest indtryk på mig, var i grunden selv at opleve den ukuelige vilje og tapperhed, som vores ukrainske kolleger udviser i deres daglige arbejde.

 

 

Flagdag 2023

5. september er Flagdag. Her anerkendes de, der har været udsendt af Danmark.