Blå blink på brandbil

Beredskabsstyrelsen udgiver Vejledning om risikobaseret dimensionering og plan for det kommunale redningsberedskab, der erstatter den hidtidige vejledning fra 2010. Foto: Colourbox

Den nye dimensioneringsbekendtgørelse, som netop er trådt i kraft, indeholder dels en mere analytisk tilgang til de kommunale redningsberedskabers dimensionering, dels en tidligere inddragelse af og dialog med Beredskabsstyrelsen i processen for udarbejdelsen af dimensioneringsplanen. Endvidere er det præciseret, at overdragelse af den tekniske ledelse til andre forudsætter en beslutning herom fra kommunalbestyrelsen.

 

Fokus på responstider

Som opfølgning på behandlingen af beslutningsforslag B132 (’Forslag til folketingsbeslutning om ændring af kravene til det kommunale beredskabs reaktionstider fra afgangstider til responstider’) afskaffes kravet om, at det kommunale redningsberedskabs førsteudrykning skal afgå inden for fem minutter fra modtagelse af en alarm. Førsteudrykningen skal nu afgå hurtigst muligt efter redningsberedskabets modtagelse af en alarm, jf. § 7, stk.1.

 

Afskaffelsen af afgangstidskravet ændrer ikke ved de krav til responstider, som kommunalbestyrelsen har godkendt som en del af serviceniveauet over for borgere og virksomheder. Det er dog nu fastlagt med bekendtgørelsen, at kommunalbestyrelsen som led i serviceniveauet skal fastsætte kravene til førsteudrykningens responstid til redningsberedskabets forskellige geografiske områder, jf. § 7, stk. 2.

 

Beredskabsstyrelsen har derfor en forventning om, at de hidtil fastsatte responstider bliver overholdt. Styrelsen vil i sit rådgivnings- og tilsynsarbejde over for de kommunale redningsberedskaber sætte yderligere fokus på overholdelse af de fastsatte responstider og følge udviklingen tæt.

 

Hvis et kommunalt redningsberedskab ønsker at ændre kravene til responstider, kræver det – også efter i dag – at planen for det kommunale redningsberedskab behandles politisk i kommunalbestyrelsen eller den fælles beredskabskommission. Planen skal forinden sendes til Beredskabsstyrelsen, der vurderer ændringerne og forsvarligheden heraf som led i sin tilsynsopgave. 

 

De øvrige ændringer i dimensioneringsbekendtgørelsen er af mere teknisk og redaktionel karakter, herunder bl.a. justering af bekendtgørelsens titel. 

 

Den nye dimensioneringsbekendtgørelse afløser bekendtgørelse nr. 1085 af 25. oktober 2019 om risikobaseret dimensionering af det kommunale redningsberedskab.

 

Ny vejledning skal understøtte og forbedre udarbejdelsen af planen for det kommunale redningsberedskab

Beredskabsstyrelsen udgiver samtidig Vejledning om risikobaseret dimensionering og plan for det kommunale redningsberedskab, der erstatter den hidtidige vejledning fra 2010.

 

Vejledningen er afstemt med den nye dimensioneringsbekendtgørelse og støtter op om den mere analytiske tilgang til dimensioneringen af det kommunale redningsberedskab. Herudover præsenterer den en række fokusområder og anbefalinger til støtte for de kommunale redningsberedskabers dimensioneringsarbejde. Formålet er at skabe overblik samt forenkle udarbejdelse og revision af planen for det kommunale redningsberedskab.

 

Vejledningen er udarbejdet af en arbejdsgruppe med repræsentanter fra de kommunale redningsberedskaber og fra Beredskabsstyrelsen.

 

Både bekendtgørelse og vejledning har været i ekstern høring.