En mobil, hvor S!RENEN vises som demonstration

Illustration: Beredskabsstyrelsen

Hvert år den første onsdag i maj tester Rigspolitiet og Beredskabsstyrelsen varslingssirenerne og S!RENEN, der kan advare dig på mobiltelefonen. I år blev S!RENEN testet for tredje gang.

 

Sidste år modtog 89 % af befolkningen test-advarslen første onsdag i maj. Det tal er i år steget til 91 %. Det viser en repræsentativ undersøgelse, som Megafon har udført for Beredskabsstyrelsen.

 

De primære årsager til stigningen vurderes at være udrulning af styresystemer på befolkningens mobiltelefoner og udfasning af 3G. Det svarer til det billede, der ses i øvrige lande med tilsvarende systemer.

 

- Vi er meget tilfredse med resultatet, som betyder, at vi når ni ud af ti med målrettet information om kriser og ulykker. Vi har et stort fokus på at komme så bredt ud som muligt. Det gør vi bl.a. ved at have flere forskellige varslingskanaler, ikke mindst varslingssirenerne og beredskabsmeddelelser, siger fungerende direktør i Beredskabsstyrelsen, Christine Engel Christensen.

 

Det fremgår også af undersøgelsen, at 90 % har hørt, at der er blevet introduceret et varslingssystem, hvor myndighederne kan udsende advarsler til nyere mobiltelefoner, der befinder sig i et fareområde. 82 % er klar over, at man ikke behøver tilmelde sig eller downloade en app for at kunne modtage advarsler via S!RENEN.

 

Undersøgelsen viser også, at der er høj tillid til, at man vil blive varslet i akutte situationer af livstruende karakter for et større antal mennesker.

 

Undersøgelsen blev udført af Megafon for Beredskabsstyrelsen som en internetundersøgelse i perioden 7.-12. maj 2025. Målgruppen er voksne i alderen +18 år.

Sirenerne og S!RENEN supplerer hinanden

S!RENEN, der kan advare dig på mobiltelefonen, blev introduceret i foråret 2023. S!RENEN og varslingssirenerne supplerer hinanden. Varsling vil altid følges op af en beredskabsmeddelelse, som bringes af DR og TV 2. Den fortæller, hvad der sker, hvor det sker, og hvad du skal gøre.