Islamabad 2021

Dansk sygeplejerske underholder børn i Islamabad lufthavn 

Baggrund

I august gik danske myndigheder med Udenrigsministeriet og Forsvaret i spidsen i gang med at evakuere statsborgere og personer med tilknytning til Danmark fra Afghanistan. Beredskabsstyrelsen var en integreret del af denne indsats og bidrog med en udsendelse af 2 teamledere, 8 læger og 9 sygeplejersker til Islamabad, Pakistan.

 

 

Sundhedsfaglig støtte og omsorg til de evakuerede 

Det udsendte sundhedsfaglige personel var til stede i Islamabad, hvor de modtog, vurderede og – efter behov – behandlede ca. 2.000 patienter fra Danmark, Sverige, Holland, Island, Norge, USA, Ukraine og Belgien. De bidrog med medicinsk rådgivning af myndighedspersonale i Kabul og coronatestning af 57 myndighedspersoner fra Danmark, samt enkelte fra Sverige. Sundhedspersonellet var også tilstede på flyene mod Danmark, hvor de monitorerede og behandlede i alt ca. 850 evakuerede, fordelt på 10 evakueringsfly.

 

De udsendte bidrog derudover også til den generelle velfærd – bl.a. ved at feje i lufthavnen og tømme skraldespande, ved at få åbnet for flere toiletter i lufthavnsterminalen, ved at hente mad og drikke til de evakuerede og ved at yde primær omsorg så som bleskift, give modermælkserstatning og trøst. Beredskabsstyrelsens udsendte virkede også som ”crowd managers”, bl.a. ved at indrette – og løbende justere – terminalen i Islamabad, med det formål at skabe de bedst mulige forhold for de evakuerede og for myndighedspersonalet.

Som følge heraf blev forholdene, sammenlignet med andre evakueringslandes setup i Islamabad lufthavn, væsentligt bedre. En nyfødt pige, der blev skilt fra hendes forældre, opholdt sig et par døgn i Islamabad lufthavnen og blev passet af Beredskabsstyrelsens udsendte personale. Babyen var dårligt ernæret, men det lykkedes personalet at få pigen til at genoptage en sund appetit og tage føde til sig. Babyen blev efterfølgende genforenet med sin familie i Sandholm-lejren. Efter anmodning fra Sverige forblev et mindre hold af Beredskabsstyrelens personale i lufthavnen i Islamabad tillige efter afslutningen af den danske evakueringsoperation, for at fortsætte støtten til den svenske operation.

Ud over de rent medicinske opgaver, bidrog Beredskabsstyrelsen med en donation på 500 uldtæpper og en donation af medicin til det svenske udenrigsministerium.

 

Finansiering

Den samlede internationale del af Beredskabsstyrelsens opgaver i forbindelse med evakueringerne finansieres via Forsvarsministeriet.

 

Markering af indsatsen

Statsministeriet inviterede alle som havde ydet et substantielt bidrag til indsatsen i Afghanistan til en markering af indsatsen på Holmen d. 16/09-2021. Statsminister,Mette Frederiksen deltog i markeringen sammen med Udenrigsminister Jeppe Kofod og Forsvarsminister Trine Bramsen. 

 

 

  • flag Områder

    Afghanistan
  • shield Ramme

    Bilateral/andet
  • event Tidsinterval

    2021 - 2021
  • info Aktuel

    Nej