Direktør Kenneth Pedersen fra Beredskabsstyrelsen holder velkomsttale til netværkssession 1 i Forum for Digitalisering og Teknologi.

Direktør Kenneth Pedersen fra Beredskabsstyrelsen holder velkomsttale til netværkssession 1 i Forum for Digitalisering og Teknologi.

Videoen fra åbningsdagen viser, hvordan tværgående samarbejde og teknologi kan gå hånd i hånd i arbejdet med at ruste beredskabet til fremtidens udfordringer.

På dagen blev repræsentanter fra Beredskabsstyrelsen, de kommunale beredskaber, erhvervslivet og forskningsinstitutioner samlet til drøftelser om, hvordan digitalisering og ny teknologi kan styrke samarbejdet og skabe værdi i praksis. Diskussionerne bevægede sig fra teknologiske trends og risikobilleder til konkrete idéer om, hvordan indsigt kan omsættes til handling.

Se videoen herunder og få et indblik i stemningen, perspektiverne og det samarbejde, der danner grundlaget for forummets videre arbejde med at udvikle et stærkere og mere fremtidssikret beredskab.


Dagen blev indledt med en velkomst ved direktør Kenneth Pedersen fra Beredskabsstyrelsen, som satte rammen og understregede, at verden stiller nye krav til beredskabet. Han fremhævede, at digitalisering og teknologi er blevet en uundgåelig del af samfundets virkelighed – en udvikling, der både rummer risici og store muligheder for at skabe et stærkere og mere effektivt beredskab.

Herefter fulgte et oplæg fra Lynn Ranåker fra den svenske myndighed Myndigheten för samhällsskydd och beredskap (MSB), som præsenterede WIN Guard og delte erfaringer med samarbejde på tværs af beredskabsområdet i en svensk kontekst.

Derudover holdt Cathrine Lippert fra Teknologisk Institut et oplæg om Strategic Foresight, hvor hun introducerede metoder til systematisk fremsyn og scenarieplanlægning. Hun viste, hvordan værktøjerne kan hjælpe beredskabet med at identificere og forstå de teknologiske trends, der former fremtiden.

Efterfølgende omsatte deltagerne perspektiverne til praksis i en fælles workshop om Horizon Scanning og scenarier, hvor de arbejdede med at udforske og drøfte fremtidige udviklingsretninger og deres betydning for beredskabet.

Minister for samfundssikkerhed og beredskab Torsten Schack Pedersen deltog ligeledes med et oplæg, hvor han pegede på, at digitalisering og teknologisk udvikling rummer et stort potentiale for at styrke beredskabet. Han fremhævede, at arbejdet i forummet skaber rammerne for vidensdeling og samarbejde om nye digitale løsninger, der kan bidrage til at udvikle og fremtidssikre beredskabet.

Dagen blev rundet af med en opsamling og præsentation af scenarier ved Cathrine Lippert samt afsluttende bemærkninger fra kontorchef Frederik Hans Prytz-Grønfeldt fra Beredskabsstyrelsen om næste skridt mod et styrket samarbejde om at bruge teknologi og fremsyn til at fremtidssikre beredskabet.

Det specifikke program for dagen kan tilgås via linket nedenfor.

Sidst opdateret 10. oktober, 2025 - Kl. 12.20