Nyheder
Publikationer
Sociale medier
Presse
Sådan fungerer S!RENEN.
Få svar på dine spørgsmål om S!RENEN.
På denne side finder du svar på tekniske spørgsmål om S!RENEN. Brug kategorierne nedenfor for at finde svar på øvrige typer spørgsmål.
DET TEKNISKE
Hvordan slår jeg advarsler via S!RENEN fra?
Man kan ikke slå advarsler via S!RENEN fra, selvom det kan se sådan ud i din telefons indstillinger. Advarsler via S!RENEN sendes på en kanal, der ikke fremgår af din telefons indstillinger. S!RENEN er en del af Danmarks beredskab og er til for at kunne advare dig og andre omkring dig i akutte situationer af livstruende karakter, på samme måde som de fysiske varslingssirener.
Hvordan fungerer S!RENEN?
S!RENEN er baseret på teknologien cell broadcast. Ved hjælp af cell broadcast kan myndighederne sende en advarsel direkte til mobile enheder i et område, hvor der er fare på færde. Advarslerne sendes via telemasterne. Du skal ikke selv gøre noget for at modtage signalet.
Hvilke mobiltelefoner kan modtage advarsler fra S!RENEN?
Nyere mobiltelefoner – herunder også udenlandske – med opdateret styresystem kan modtage advarsler fra S!RENEN. Telefonen skal være på 4G eller 5G. Se mere under 'Tjek din mobil'. Tjek om din mobil kan modtage advarsler via S!RENEN her.
Hvad sker der, hvis der advares via S!RENEN, mens min telefon er i flytilstand / slukket?
Der kan være afvigelser ved nogle telefonmodeller, men som udgangspunkt er det sådan her: Hvis din telefon er i flytilstand, modtager du som udgangspunkt ikke advarsler via S!RENEN. Men du kan modtage advarslen, når flytilstanden slås fra igen. Hvis din telefon er slukket i hele den periode, hvor politiet varsler, modtager du ikke advarsler via S!RENEN. Hvis du tænder telefonen, mens politiet stadig varsler, så modtager du advarslen.
Jeg har en ældre mobiltelefon. Kan jeg så ikke blive varslet? Jeg bor i et område med dårlig mobildækning. Virker S!RENEN så? / Hvad hvis jeg ikke kan få en advarsel via S!RENEN?
Ældre mobiltelefoner er muligvis ikke teknisk sat op til kunne modtage advarsler via S!RENEN. For at sikre at flest muligt advares i faresituationer, vil myndighederne altid varsle via en række kanaler. S!RENEN er blot et supplement til myndighedernes øvrige varslingssystemer. Ingen bliver dårligere stillet med den nye varslingskanal.
Hvis I ikke ved, hvem der modtager advarslen, hvordan ved I så, at advarslen er nået frem?
Det ved vi heller ikke. Vi ved kun, at advarslen er udsendt fra telemasterne. Myndighederne har valgt et varslingssystem, som ikke indsamler data fra mobilenhederne. Myndighederne bliver dog med det samme informeret af mobilnetværksoperatørerne, hvis der er opstået en fejl i forbindelse med udsendelsen.
Vil jeg også få advarsler via S!RENEN på andre devices?
Systemet retter sig som udgangspunkt mod mobile devices som telefoner, tablets m.v. Det kan dog ikke udelukkes, at andre apparater også vil modtage advarslerne i enkelte tilfælde. Det har blandt andet at gøre med tilkoblingen til WiFi, simkort m.v.
Er S!RENEN det samme system, som anvendes i andre lande i EU?
Under EU-direktivet anbefales to former for teknologier: Lokationsbaseret SMS og cell broadcast. Nogle EU-lande benytter cell broadcast, andre SMS-baserede varslinger. I Danmark er cell broadcast valgt, fordi det giver en række fordele, hvad angår hastighed, sikkerhed og persondata ift. andre typer af beskeder, man får på sin mobiltelefon (f.eks. SMS eller push-notifikationer).
Hvem står for teknikken bag S!RENEN?
Systemet bag S!RENEN består af flere dele. Det system, som myndighederne udsender advarsler gennem (cell broadcast entity) er leveret af en ekstern leverandør. De øvrige dele er indkøbt af de danske mobilnetværksoperatører, TDC Net, 3, Telia og Telenor, og er finansieret af staten.
Jeg har fået en advarsel via S!RENEN, men min nabo har ikke. Hvad skal vi gøre?
Ikke alle ældre mobiltelefoner vil kunne modtage en advarsel via S!RENEN. Giv informationen videre, hvis andre nær dig har behov for det. Tjek om din mobiltelefon kan modtage advarsler via S!RENEN ved at klikke på "Tjek din mobil" øverst på denne side.
Kan jeg modtage advarsler via S!RENEN, hvis jeg er på 3G?
Nej. Du kan kun modtage advarsler via S!RENEN, når du er på 4G eller 5G.
Hvad sker der, hvis der advares via S!RENEN, mens min telefon er på lydløs / forstyr ikke?
Der kan være afvigelser ved nogle telefonmodeller, men som udgangspunkt er det sådan her: Hvis din telefon er på lydløs eller forstyr ikke, modtager du stadig advarsler via S!RENEN. Du modtager dem med lyd.
Fortsætter S!RENEN med at larme, eller kan jeg slå lyden fra som med f.eks. vækkeur?
Lyden fra en advarsel via S!RENEN varer ca. 10-12 sekunder. Du kan stoppe lyden ved at trykke på beskeden på din skærm eller din telefons sluk-knap.
Kan jeg videresende beskeden til mine nære/nogle der kan hjælpe mig?
Det tillader systemet desværre ikke. Hvis de befinder sig i samme område som dig, og ejer en nyere smartphone eller lignende, har de også modtaget beskeden. Hvis du er i tvivl om andre omkring dig har fået beskeden, så husk også at informere dem.
Jeg plejer at få en døve SMS-varsling. Får jeg ikke det mere?
S!RENEN er et supplement til de eksisterende varslingskanaler. Andre varslingskanaler end S!RENEN vil også kunne tages i brug efter implementeringen af S!RENEN.