Ild i brændeovn

Der er cirka en skorstensbrand i døgnet i fyringssæsonen. Foto: Danske Beredskaber

Det går den rigtige vej i antallet af skorstensbrande. I 2024 rykkede brandvæsenet ud til 235 skorstensbrande. Det er næsten 40 procent færre end i 2020, hvor antallet var 391. På trods af det store fald, er der stadig cirka en brand i døgnet i fyringssæsonen.

- Det er glædeligt, at vi fortsat oplever et fald i antallet af skorstensbrande, men vi skal de sidste til livs. Hvis vi bl.a. fastholder fokus på korrekt optænding, kan vi gøre den nedadgående kurve endnu mere stejl, siger forebyggelsesekspert Mads Dalgaard fra Beredskabsstyrelsen.


Graf over skorstensbrande per måned i 2024.

Hos Skorstensfejerlauget glæder de sig også over, at antallet af skorstensbrande er faldende. Årsagerne skyldes blandt andet udskiftning og nedtagning af brændeovne og pejse samt, at de oftest ikke længere bruges som primær varme. Ifølge Børge Petersen fra Skorstensfejerlauget er en del af ligningen også, at ejere af eksempelvis brændeovne er blevet bedre til at benytte den korrekt.

- Vi har altid gode råd med om korrekt optænding til ejerne, når vi er ude at tilse brændeovne. Det er positivt, når vi kan se, at vores oplysningsarbejde bærer frugt, og ejerne har taget de gode råd til sig, siger Børge Petersen.


Graf over skorstensbrande fordelt over år

Bjarne Nigaard, sekretariatschef hos Danske Beredskaber, supplerer:

- Går der alligevel ild i skorstenen, skal man lukke for lufttilførslen og ringe 1-1-2. Man må aldrig hælde vand på en varm skorsten eller brændeovn, da det kan føre til voldsom udvikling af damp eller rørsprængning, så ring efter brandvæsenet med det samme.

Sådan fyrer du sikkert:

  • Brug kun tørt og rent træ
  • Tænd op fra toppen
  • Sørg for rigeligt luft
  • Røgen skal næsten være usynlig
  • Hold en høj temperatur i brændeovnen, pejsen og lignende.

 

Sådan tænder du korrekt op i din brændeovn

  • Byg et tårn, hvor du placerer et par lidt større brændestykker nederst i brændeovnen og små pinde ovenpå
  • Læg briketter i toppen
  • Sæt døren til brændeovnen på klem og tænd ild til briketterne, så ilden starter oppefra
  • Hvis der er godt træk i skorstenen, ruden ikke soder til og varmen hurtigt breder sig, er hyggen sikret