Beredskabsstyrelsen og THW har underskrevet en samarbejdsaftale.

Aftalen blev underskrevet af Jacob Deleuran og Sören Ollhoff. Foto: THW/Jönna Hirsch

I Beredskabsstyrelsen er samarbejde et vigtigt nøgleord.

 

Det gælder herhjemme, hvor myndighedernes fælles indsats ved kriser skaber tryghed – men også internationalt, hvor Beredskabsstyrelsens partnerskaber styrker sikkerheden på tværs af grænser.

 

Et sådant partnerskab blev markeret onsdag den 10. december, hvor en samarbejdsaftale mellem Beredskabsstyrelsen og det tyske føderale katastrofeberedskab, Technisches Hilfswerk (THW), blev underskrevet.

 

Den nye aftale betyder, at de to landes statslige redningsberedskaber nu hurtigere og mere effektivt kan tilkalde assistance på tværs af grænsen mellem Danmark og Tyskland. Aftalen vil være værdifuld, hvis de nationale kapaciteter skulle blive opbrugt under en større hændelse eller katastrofe.

 

- Vi skal ikke undervurdere vigtigheden af den her aftale. Storme, oversvømmelser og tekniske sammenbrud følger ikke landegrænserne. De rammer bredt, de rammer hurtigt, og de rammer oftere, end vi har været vant til, sagde Jacob Søllingvraa Deleuran, chef for Nationalt Beredskab i Beredskabsstyrelsen, i sin tale ved underskrivelsen af aftalen.
 

Jacob Søllingvraa Deleuran underskrev aftalen fra dansk side, mens den fra tysk side blev skrevet under på af delstatskommisær i THW for Hamburg, Mecklenburg-Vorpommern og Schleswig-Holstein, Sören Ollhoff.

 

Aftalen blev underskrevet ved et arrangement ved Leitstelle Nord i Nordtyskland, som Brand & Redning Sønderjylland var værter for.