Kort over naturbrand syd for Skagen 2025

Billedet angiver brandzoner for naturbranden

Naturbranden syd for Skagen by brød ud om eftermiddagen mandag den 14. juli og har siden sin begyndelse bølget frem og tilbage mellem næsten at være under kontrol og blusse op igen.

 

Nordjyllands Beredskab anmodede kort inde i indsatsen Beredskabsstyrelsen om assistance, og Beredskabsstyrelsens centre i Thisted og Herning sendte i første omgang flere end 10 køretøjer med bl.a. autosprøjter, tankvogne og dronevogn mod nord. Hurtig stod det dog klart, at det ville blive en langvarig indsats, og der blev derfor forskudt såvel mandskab som materiel fra samtlige af Beredskabsstyrelsens centre til støtte for indsatsen. For at holde indsatsen kørende er der desuden lejet overnatningsplads i Frederikshavn, så nogle af brandfolkene kan hvile i rotation.

Dronefilm optaget af Peter Lajgaard

Siden mandag har flere end 220 ansatte, frivillige og værnepligtige fra alle Beredskabsstyrelsen operative beredskabscentre deltaget i indsatsen på stedet, mens godt 40 ansatte har assisteret fra Beredskabsstyrelsens hovedkvarter og centre med logistikstøtte og koordination. Beredskabsstyrelsen har i tæt samarbejde med Nordjyllands Beredskab blandt andet assisteret med brandbekæmpelse, vandforsyning og droneoverblik. 

 

Status fredag er, at der stadig tilgår personel fra blandt andet Allinge og Næstved til afløsning på indsatsen, mens personel sendes hjem til deres centre i hele landet til en velfortjent weekend.