Grafik for Forum for Digitalisering og Teknologi.

Som led i den politiske aftale på beredskabsområdet for 2025-2026 etablerer Beredskabsstyrelsen ”Forum for Digitalisering og Teknologi”. Formålet med forummet er at styrke samarbejdet og vidensdelingen om, hvordan digitalisering og teknologiske løsninger kan understøtte og udvikle redningsberedskabets opgaveløsning i en mere usikker verden.

 

- Danmark står over for det mest alvorlige risiko- og trusselsbillede siden anden verdenskrig. Digitalisering og teknologisk udvikling rummer et stort potentiale for at kunne styrke beredskabet.  Forummet giver mulighed for at opdage nye digitale og teknologiske løsninger til at udvikle beredskabet, siger Minister for samfundssikkerhed og beredskab Torsten Schack Pedersen.

 

Torsdag mødes repræsentanterne for at drøfte teknologiske trends og risikobilleder for bagefter at iværksætte samarbejde og koordination på tværs af erhvervene. Det er et fælles mål at skabe et mere robust og styrket redningsberedskab gennem forummet.

 

- Verden stiller nye krav til beredskabet. Vi skal kunne håndtere et bredere og mere komplekst trusselsbillede end tidligere. Digitalisering og teknologi er blevet en uundgåelig del af vores virkelighed, som rummer både risici, men også store muligheder for beredskabet. Opgaven er at sikre, at teknologien ikke bliver en svaghed, men et redskab, der gøre beredskabet stærkere og mere effektivt til gavn for samfundet, siger direktør i Beredskabsstyrelsen Kenneth Pedersen.

 

Fakta

 

Forum for Digitalisering og Teknologi etableres som følge af aftale om beredskabsområdet 2025-2026.

 

Deltagere: Beredskabsstyrelsen, kommunale redningsberedskaber, erhvervsliv, forsknings- og vidensinstitutioner.

 

Første møde: 18. september 2025 på Teknologisk Institut, Høje Taastrup.

 

Forummet mødes to gange årligt.

 

De kommende møder vil tage udgangspunkt i tre centrale temaer:

Teknologiske trends og risikobilleder – hvor er vi på vej hen?

Data, AI og samarbejde – hvordan kan vi udnytte teknologi til bedre beslutninger?

Test, læring og implementering – fra viden til praksis