Flagdag Dannabrog.

Illustration: Forsvaret

Beredskabsstyrelsen udsender hvert år personel og materiel til internationale kriser og katastrofer – i denne tid især til Ukraine. 

 

Siden Flagdagen 5. september 2024 har Beredskabsstyrelsen udsendt personel til Libanon, Irland, Moldova og særligt Ukraine.

 

I Ukraine har de udsendte bidraget til kapacitetsopbygning, træning og donationer til Ukraines redningstjeneste SESU – en støtteindsats på mere end 150 millioner kroner årligt.

 

- Jeg er glad for, at Beredskabsstyrelsen igen i det forgangne år har assisteret med personel, når der har været et behov internationalt. Ukraine er i fokus i disse år, og derfor er det godt, at vores ukrainske samarbejdspartnere fortæller, at Danmarks indsats har gjort en stor forskel. Der er al mulig grund til at være stolt af de udsendtes indsats, siger minister for samfundssikkerhed og beredskab, Torsten Schack Pedersen. 

 

- Flagdagen er en vigtig dag for Beredskabsstyrelsen. Her har vi mulighed for at anerkende vores udsendte for det store ansvar, de har taget på sig og takke dem for den uvurderlige indsats, de har ydet som udsendt af Danmark, siger Beredskabsstyrelsens direktør, Kenneth Pedersen.

 

I hele landet afholdes officielle arrangementer for de udsendte fra Forsvaret, Beredskabsstyrelsen, politiet, Udenrigsministeriet og sundhedsvæsenet. Nedenfor kan ses, hvilke arrangementer Beredskabsstyrelsens enheder deltager i.

 

Se mere om Flagdagen her.

 

Beredskabsstyrelsen ønsker alle en god Flagdag!

 

Beredskabsstyrelsens deltagelse ved Flagdag

 

København

Beredskabsstyrelsen Sjælland deltager med paradestyrke og fanekommando ved mindehøjtideligheden på Kastellet, gudstjenesten i Holmens Kirke og paraden på Christiansborg Slotsplads; det sidste sammen med Beredskabsstyrelsens udsendte det seneste år.

Souschefen for Internationalt Beredskab i Beredskabsstyrelsen holder tale ved Københavns Kommunes fejring af Flagdagen på Københavns Rådhus.

 

Thisted

Beredskabsstyrelsen Nordjylland gennemfører en march og deltager i det kommunale arrangement på Store Torv i Thisted.

 

Herning

Beredskabsstyrelsen Midtjylland deltager med fane ved det kommunale arrangement i Herning. Sektionschef Erik Breum Christensen holder tale.

 

Skjern

Sektionschef Christian Rosgaard deltager i andagt i Skjern Kirke samt højtidelighed ved statuen Holger Danske.

 

Viborg

Uddannelseschef Ian Jensen deltager ved flagdagsarrangementet i Viborg Kommune, med efterfølgende gudstjeneste i Viborg Domkirke.

 

Aarhus

Sektionschef Brian Thøste Christensen deltager i mindehøjtidelighed Aarhus Domkirke og efterfølgende arrangement i Mindelunden.

 

Haderslev

Beredskabsstyrelsen Sydjylland indgår i marchformation gennem byen og deltager i parade og kransenedlæggelse i Haderslev.

 

Næstved

Beredskabsstyrelsen Sjælland deltager i det kommunale arrangement i Næstved.

 

Rønne

Beredskabsstyrelsen Bornholm deltog torsdag med paradestyrke og fanekommando i et myndighedsfælles arrangement under Veteranforum Bornholm. Der blev gennemført en fælles fanemarch gennem byen og fælles parade med festtaler på Store Torv i Rønne.
Desuden deltagelse i Familiedag for Danmarks udsendte søndag d. 7. september i Rønne.