Sirene set under skyfri himmel.

Foto: Beredskabsstyrelsen

For første gang i nyere tid vil sirener i Danmark blive testet med lyd, uden for den årlige nationale test, som finder sted den første onsdag i maj.

 

Testen sker, da der er blevet udviklet et nyt og forbedret it-system til varslingssystemet, som nu skal afprøves live. 

 

Testen af sirenerne finder sted onsdag 10. december klokken 12:00 i Skagen, hvor to sirener i et kort tidsrum vil hyle, som man kender det fra de årlige tests i maj.

 

Forud for testen i Skagen er der blevet gennemført en række effektive tests af funktionaliteten og sikkerheden. Systemet er nu så gennemprøvet, at det er klar til at blive testet live.

 

- Når sirenerne hyler, er det et højlydt tegn på, at vores varslingssystem fungerer. Det er heldigvis sjældent, at vi gør brug af det. Alligevel er det kun sund fornuft, at vi nu styrker vores muligheder for at varsle befolkningen i tilfælde af en krise, siger Torsten Schack Pedersen, minister for samfundssikkerhed og beredskab.

 

Varsel på mobil

 

Der vil også blive udsendt et varsel til alle mobiltelefoner i Skagen og omegn via S!RENEN, der vil fortælle om testen. Dette sker onsdag 10. december klokken 11:45.

 

Grunden til, at det netop er i Skagen, at Beredskabsstyrelsen og politiet tester sirenerne, er fordi sirenerne er placeret således, at en test vil berøre færrest mulige borgere, men samtidig med at myndighederne kan få relevant information ud af testresultaterne.