[Oprindeligt publiceret af Beredskabsstyrelsen]

Beredskabsstyrelsens brandstatistik viser tydeligt, at ukrudtsbrændere er populære i de danske haver. Tallene for brandulykker fra 2015 viser, at udviklingen går den forkerte vej, når det handler om antallet af brande på grund af ukrudtsbrændere. I 2015 skete der 202 brandulykker, hvor der for bare fem år siden var 182 brande forårsaget af ukrudtsbrændere. Den udvikling skal ændres, mener Sikkerhedsstyrelsen og Beredskabsstyrelsen.

Sikkerhedsstyrelsen og Beredskabsstyrelsen informerer derfor igen i år om, hvordan haveejere undgår ulykker, når de fjerner ukrudtet i haven med en ukrudtsbrænder.

- For os handler det om at give de danske haveejere og kolonihave-entusiaster et par gode råd. Vi kan tydeligt se ud fra undersøgelser og statistikker, at der er en række faktorer, som gør, at der er så mange brande. Det er især vigtigt at holde afstand og ikke bruge brænderen på tørre steder. Og så skal man gemme brænderen væk efter brug, så børn ikke får fingre i den, siger Mette Cramon, kommunikationschef i Sikkerhedsstyrelsen.

Sådan undgår du at starte en brand
Ukrudtsbrænderen er effektiv, når mælkebøtter og skvalderkål skal væk fra bedene eller mellem fliserne på terrassen. Det har mange danskere allerede opdaget. Det er bare ikke alle, der er klar over, hvordan ukrudtsbrænderen anvendes sikkert og korrekt. Vigtigst er det at holde afstand til biler, buske og bygninger, og så er det klogt at lade ukrudtsbrænderen blive i skuret i blæsevejr og i tørre perioder.

- Det er bedst at fjerne ukrudtet, når jorden er fugtig, og der er vindstille, for så er risikoen for, at ilden får fat i brandbart materiale langt mindre. Flammen fra brænderen tager nemlig fat i alt brandbart. Også det, man ikke ønsker at sætte ild til. Det er derfor vigtigt at have en vandslange eller andet ved hånden, du kan slukke en brand med, siger Ulrik Brandt, vidensmedarbejder i Beredskabsstyrelsen.

Inden køb af en ukrudtsbrænder er det vigtigt at tjekke, at den har et DG-mærke. Husk at ukrudtet kun skal svitses kortvarigt, da det er nok til, at cellemembranerne i planten ødelægges, og hele planten dør. Hvis planten brændes til den er helt forkullet, kommer ukrudtet igen efter kort tid, da rødderne lever videre nede i jorden. Når arbejdet er færdigt, skal der tjekkes efter for gløder. Lad brænderen køle af og afmonter gasflasken, før den gemmes væk.

Tjekliste - fjern ukrudtet sikkert

  • Tjek, at ukrudtsbrænderen har DG-mærket
  • Ukrudtet skal svitses, ikke brændes
  • Hold brænderen væk fra tør jord og tør bevoksning
  • Husk god afstand til bygninger, biler og plankeværk
  • Hold øje med glemte gløder
  • Forlad aldrig en tændt eller varm brænder
  • Afmonter gasflaske eller -dåse efter brug
  • Gem brænderen væk efter brug, så børn ikke får fingre i den

Find andre gode råd om korrekt og sikker brug af ukrudtsbrænderen via links i højre kolonne.