[Oprindeligt publiceret af Beredskabsstyrelsen]

Dansk mandskab fra Beredskabsstyrelsen kan nu blive indsat ved fremtidige nukleare eller radiologiske ulykker i udlandet. Det er resultatet af, at Danmark har tiltrådt IAEA’s assistancenetværk, RANET (response and assistance network).

Tiltrædelsen markeres ved en ceremoni i IAEA’s hovedkvarter i Wien i dag.
RANET gør det muligt for IAEA hurtigt at mobilisere ekspertise, udstyr og anden støtte, hvis et land ramt af en nødsituation anmoder om det. RANET-medlemmer kan hjælpe andre lande under og efter en nødsituation, bl.a. ved at kortlægge radioaktiv forurening.

Specialiserede målehold
Beredskabsstyrelsen har specialuddannede målehold, der kan indsættes overalt i Danmark for at måle, om der er forurening med radioaktive stoffer. De samme kompetencer kan målespecialisterne altså nu bruge internationalt, hvis der bliver behov for at assistere under nukleare hændelser i udlandet.

- Vi har et stærkt internationalt samarbejde på det nukleare område, og det er naturligt, at vi fra dansk side stiller vores særlige kompetencer til rådighed, hvis behovet opstår, siger chef for Nukleart Beredskab i Beredskabsstyrelsen Jeppe Søndergaard Pedersen og uddyber:

- I Danmark kan vi drage fordel af, at vores folk, der er uddannede til at foretage nukleare målinger, samtidig er beredskabsfagligt klædt på til at håndtere katastrofesituationer. Det er en ret unik kombination, som vi nu er klar til at kunne bruge internationalt.

Mere information
Med Danmarks indtrædelse består IAEA’s assistancenetværk RANET nu af i alt 30 lande.

Læs mere om Beredskabsstyrelsens nukleare beredskab og RANET via links i højre kolonne.