[Oprindeligt publiceret af Beredskabsstyrelsen]

Fremover bliver det lidt lettere at holde sig opdateret med relevante myndigheders information til borgerne i forbindelse med eksempelvis ekstremt vejr, større udslip af giftige stoffer eller forureningsulykker.

Beredskabsmyndighederne har nemlig aftalt at bruge det fælles hashtag #kriseinfodk på mikrobloggen Twitter, hvis sådanne situationer skulle opstå. Et hashtag bruges til at markere opslag - eller tweets, som det hedder - inden for en bestemt kategori. Det gøres ved at skrive # foran ordet, der skal emnekategoriseres. Det kunne eksempelvis se sådan ud i praksis:

DMI har udsendt varsel om #orkan. Politiet fraråder al unødig udkørsel. Følg myndighedernes anvisninger. #kriseinfodk

Twitter som videndelingsværktøj ved kriser og katastrofer
Twitter er i løbet af de seneste år blevet et mere og mere udbredt som et hurtigt og fleksibelt videndelingsværktøj for borgere under ulykker og katastrofer. Jordskælvet i Haiti i 2010, jordskælvet og tsunamien i Japan i 2011, orkanen Sandy i USA i 2012 og senest de store aktuelle oversvømmelser i Calgary i Canada kan nævnes som eksempler på det.

Mange myndigheder i ind- og udland anvender også sociale medier som en del af deres samlede kommunikation. I det seneste eksempel fra Canada har Calgarys Politi brugt Twitter som et af deres vigtigste kommunikationsplatforme sammen med pressen og har samlet set udsendt hundredevis af tweets med informationer omsituationen og svar på spørgsmål fra borgerne via profilen @calgarypolice.

I Danmark kan man i skrivende stund følge de fleste politikredse på Twitter, ligesom bl.a. DSB, Vejdirektoratet, flere lufthavne og regioner også tweeter. Beredskabsstyrelsens Twitterprofil hedder @BRSdk.