[Oprindeligt publiceret af Beredskabsstyrelsen]

Katastrofehjælpen kommer lettere frem til den nødlidende befolkning, efter at basecamps til nødhjælpsarbejdere fra FN og humanitære NGO’er begyndte at spire frem i de hårdest ramte områder i Sydsudan.

Beredskabsstyrelsens teamleder for det nordiske hold af eksperter fortæller:

- De barske forhold betød tidligere, at nødhjælpsarbejdere kun kunne være udstationeret i nogle få dage. De kan nu blive længere tid ude i felten og arbejde med implementeringen af nødhjælpsprogrammerne. Det giver mere kontinuitet og færre forstyrrelser, når nødhjælpsarbejderne ikke skal udskiftes så ofte. De forbedrede faciliteter – rent vand, kommunikationsudstyr, bedre telte og muligheder for vask – har altså en direkte effekt på katastrofebistanden.

Holdet består af tre tekniske eksperter fra Beredskabsstyrelsen og to fra svenske MSB (Myndigheten for Samhällskydd och Beredskap). En base camp er en lejr, hvor udsendte medarbejdere kan bo og arbejde, mens de befinder sig i et katastroferamt område.

FN: 328.000 berørte af oversvømmelser
Ifølge seneste opgørelse fra FN er 328.000 mennesker berørte af oversvømmelser i Sydsudan, hvor voldelige stridigheder siden begyndelsen af 2013 har sendt titusindvis på flugt og efterladt de tilbageværende med begrænset eller ingen adgang til mad, drikkevand og andre basale fornødenheder.

Holdet har nu opbygget tre lejre i henholdsvis Kongor, Labrab og Gumruk i delstaten Jonglei. Efter anmodning fra FN’s fødevareprogram skal holdet i alt etablere fem lejre i delstaten, hvor vejene til nødhjælpsområderne er ufremkommelige for lastbiler, så al transport dertil foregår med helikoptere eller små fly. Teamlederen forklarer:

- Det næste mål er at flyve en lejr til byen Pibor, hvilket forventes at blive en mere fast base for nødhjælp. Pibor har været centrum for mange voldelige hændelser, og nu hvor adgangen for nødhjælpsarbejdere er bedre, så har det høj prioritet at få opsat en base for katastrofearbejdet.

De fem base camps skal fungere som platforme for videre distribution af katastrofebistand til de nødlidende og vil efter en implementeringsperiode blive overdraget til FN’s Fødevareprogram (WFP). Udsendelsen sker i regi af det internationale humanitære partnerskab, IHP, og det danske bidrag finansieres af Udenrigsministeriet.

Find mere information
Læs mere om Beredskabsstyrelsens internationale indsatser og missionen til Sydsudan via links i højre kolonne.