[Oprindeligt publiceret af Beredskabsstyrelsen]

I gennemsnit har personer over 67 år mere end 4 gange så stor risiko for at omkomme ved brand som personer under 67 år. Ud over at være særligt udsat, når det drejer sig om brand, er ældre mennesker også den befolkningsgruppe, der har færrest røgalarmer i hjemmet. Årsagen er ofte, at de ikke selv magter at sætte alarmerne op.


Derfor afholder Brandbevægelsen en gang om året en røgalarmkampagne. Som en del af kampagnen opsættes der gratis røgalarmer hos ældre i otte kommuner: Thisted, Morsø, Jammerbugt, Randers, Skanderborg, Vejle, Kerteminde og København.


God grund til indsats i den mørke vintertid

Urene er netop stillet tilbage og den hyggelige vintertid med kortere dage og mange tændte stearinlys ligger lige om hjørnet. Så der er ekstra god grund til, at de unge hjælper de ældre med at få røgalarmen på plads.


Opfordringen til de yngre pårørende er derfor at tage en tur i bygge- eller supermarkedet, spendere en flad 50’er på røgalarmen og dernæst kravle op på trappestigen hjemme hos farmor. Så kan de med rette kalde sig en helt.


Fakta
  • I 2010 omkom 74 mennesker ved brand, og i perioden 2004-2009 var halvdelen af de kvinder, der omkom, 67 år eller derover.
  • Ved 82 % af dødsbrandene i Danmark var der ikke nogen røgalarm i boligen. På landsplan er det 29 % af boligerne, der mangler en røgalarm. Læs mere i Beredskabsstyrelsens undersøgelse om røgalarmer (følge linket i højre kolonne).
  • Mere end halvdelen af alle dødsbrande er forårsaget af rygning. Ryger man i sengen og falder i søvn, kan en tabt cigaret hurtigt udvikle sig til en brand.
  • Røgen vækker ikke den sovende – det gør røgalarmen.
  • Køb en CE-mærket røgalarm, sæt den under loftet midt i rummet og afprøv testknappen regelmæssigt. Gør det hver gang, du har været hjemmefra i mere end en uge.

Følge linket i højre kolonne og læs mere om BrandBevægelsens røgalarmkampagne.