Nyheder
Publikationer
Sociale medier
Presse
Beredskabsstyrelsen driver det danske landbaserede AIS-system
Beredskabsstyrelsen giver adgang til AIS-data på baggrund af lov nr. 596 af 24. juni 2005 om videreanvendelse af den offentlige sektors informationer (PSI-loven). I øjeblikket kan historiske AIS-data hentes gratis.
AIS er en engelsk forkortelse for Automatic Identification System. AIS er et VHF-baseret identifikationssystem, som gør det muligt at udveksle oplysninger skibe imellem.
Disse oplysninger, AIS-data, samles desuden i et landbaseret AIS-system, som drives af Beredskabsstyrelsen.
Der skelnes altså mellem AIS-udstyr i skibene og det landbaserede AIS-system, når der tales om AIS.
Der er tre kategorier af AIS-oplysninger:
AIS bidrager til sejladssikkerheden og har på mange punkter gjort det nemmere at sejle sikkert. Der er dog også nogle begrænsninger ved AIS, som er vigtige at holde sig for øje. Stoler du ukritisk på dine AIS-data, kan det være yderst risikabelt.
Du skal også være opmærksom på, at de oplysninger, du modtager med AIS, stammer fra skibenes egne instrumenter. Der kan være fejl i de indtastede oplysninger eller tekniske fejl, der kan give et fejlagtigt indtryk af skibets hastighed eller position.
Da signalerne er svage kan de være udsat for ondsindede jamming og spoofing
Ved installationen af AIS i et fartøj er det vigtigt, at den gennemføres af en kvalificeret tekniker og at alle oplysninger er korrekt tastet ind. Anvend kun typegodkendt CE-mærket udstyr.
AIS og radar er to helt forskellige systemer.
Radaren viser alle objekter omkring sig, men kan udelukkende vise relativ position og måske en beregnet kurs og fart på objekterne. Derudover er rækkevidden på radaren ikke så lang som ved AIS.
AIS giver information om navn, kurs og fart på skibe omkring sig – og AIS kan bedre se skibe, der er langt væk eller ligger "i skygge". Men AIS ser kun de skibe, der bærer AIS, og kan derfor ikke erstatte en radar. Radar er det primære instrument til kollisionsforebyggelse.
Der er placeret en række AIS-stationer (basestationer) langs den danske kyst, som gør det muligt også at lagre og udveksle oplysninger mellem skibene og de landbaserede AIS-stationer.
Oplysningerne fra disse landbaserede AIS-stationer gør det muligt at præsentere et her og nu-billede af skibstrafikken i vores farvande.
Systemet lagrer AIS-data, som kan benyttes til at rekonstruere og analysere uheld og ulykker såsom kollisioner og grundstødninger. Større udtræk af historiske AIS-data benyttes til mange formål, eksempelvis statiske analyser af trafikmønstre i de danske farvande.
Særligt vigtige farvandsafmærkninger kan udstyres med en AIS-transponder.
Dette er en specielt indrettet AIS, der udsender datameddelelser kaldet 'Aids-to-Navigation reports', som kan ses på skibenes AIS-udstyr.
AIS-afmærkning kan placeres fysisk på selve farvandsafmærkningen, men kan også være udsendt via det landbaserede AIS-system som virtuel AIS-afmærkning.
Virtuelle AIS-afmærkninger benyttes som regel kun til pludseligt opståede farer, eksempelvis afmærkning af et vrag, der er til fare for den øvrige trafik.
Der kræves tilladelse fra Beredskabsstyrelsen (Sikre Farvande) til at etablere en AIS-afmærkning på tilsvarende måde, som var det en almindelig afmærkning.
Du kan få gratis adgang til historiske AIS-data, som opdateres løbende på her på siden. AIS-data er pakket månedsvis som zip filer og er gemt som såkaldte CSV filer. Der er data fra marts 2006 og frem. For at kunne bruge de historiske AIS-data skal du have en speciel applikation, der kan behandle og konvertere data til en brugervenlig præsentation.
Henvendelse vedr. AIS-systemet kan rettes til Beredskabsstyrelsen (sifa@brs2.dk)
Adgang til historiske AIS-data er gratis og kan hentes her.
Beredskabsstyrelsen er forpligtiget til at drive det danske landbaserede AIS-system som følge af implementeringen af direktiv 2002/59/EF (Overvågningsdirektivet).
Det landbaserede AIS-system indsamler og sender data. En del af driften og vedligeholdelsen af systemet varetages af en ekstern leverandør, mens Statens It er ansvarlig for opbevaring af data.
Beredskabsstyrelsen står ikke inde for rigtigheden af de udsendte AIS-data og er ikke ansvarlig for eventuelle skader, der måtte opstå som følge af anvendelsen af AIS-data, uanset hvordan de er forårsaget. Beredskabsstyrelsen er ikke ansvarlig i tilfælde af forsinkelse, afbrydelse eller tab af data som følge af svigt i de anvendte transmissions- og kommunikationsfaciliteter eller af andre årsager, som ligger uden for Beredskabsstyrelsens kontrol.
Iagttagelse af følgende betingelser er en forudsætning for brugeradgang til modtagelse af AIS-data fra det landbaserede AIS-system:
Beredskabsstyrelsen kan til enhver tid og uden varsel ændre karakteren af den modtagne datastrøm, f.eks. ved ændring af opdateringsfrekvens, dækningsområde, sikkerhedsopdateringer, force majeure-situationer m.v.