Sankt Hans bål.

Foto: Colourbox

Hvert år rykker brandvæsenet ud til mere end dobbelt så mange 1-1-2 udkald på sankthansaften end på en gennemsnitlig aften i samme periode.

Det viser Beredskabsstyrelsens opgørelser fra de seneste fem år.

Der er derfor god grund til at genopfriske de gode råd til et sikkert sankthansbål.

- Der er ikke noget så hyggeligt som et sankthansbål, men som statistikken viser, kan hyggen hurtigt ende brat. Sørg derfor for at bygge bålet i sikker afstand til materialer, der kan brænde, tag hensyn til omgivelser og brug aldrig brandfarlige væsker som tændvæske eller benzin til at tænde bålet, siger Mads Dalgaard, forebyggelsesekspert i Beredskabsstyrelsen.

I de seneste fem år (2021-2025) rykkede brandvæsenet i gennemsnit ud til 68 1-1-2 udkald i løbet af sankthansaften.

 

På en almindelig aften i samme periode rykkede brandvæsenet i gennemsnit ud til 27 udkald.

 

En aften er her defineret som tidsrummet fra kl. 18.00 til næste morgen kl. 06.00.

Kilde: Redningsberedskabets statistikbank (Beredskabsstyrelsen)


De fleste af udrykningerne sankthansaften er til naturbrande. Derfor er det vigtigt, at man er opmærksom på forholdene tæt på bålet.

- En enkelt lille gnist kan være nok til at starte en stor brand, hvis ikke man er opmærksom. Selvom man kun har et lille bål, kan det stadig sende gnister af sted med vinden og ende med at sætte ild til naboens carport eller fællesarealet med græs og buske. Vær derfor ekstra forsigtig, hvis naturen er meget tør, og hvis det blæser. Ild, vind og tør natur kan være en farlig kombination, siger Bjarne Nigaard, sekretariatschef for Danske Beredskaber.

Han understreger samtidig, at et sikkert sankthansbål bør bygges stabilt. Brug derfor tørt og rent træ, og suppler gerne med kraftige grene, kvas og tynde grene. Det er ikke tilladt at bruge affald, eller trykimprægneret og andet overfladebehandlet træ i sit bål.

Rigtig god midsommer.

Brandfareindekset

Tjek brandfareindekset og de lokale forhold på brandfare.dk, hvis du vil anvende åben ild i haven eller i naturen. Her kan du se, om der er forhøjet brandfare eller udstedt afbrændingsforbud.

Ved brand eller tilskadekomst

Bliver bål til brand, så hjælp folk på sikker afstand. Ring efter brandvæsenet på 1-1-2. Orientér dig om, hvor I befinder jer, inden du ringer. Ved forbrændinger skal du afkøle huden med rindende, lunkent vand og følge de almindelige førstehjælpsråd om, hvornår du bør søge lægehjælp.

Søg information hos din kommune

Planlægger du at tænde sankthansbål på offentlige arealer, bør du undersøge reglerne i dit område. Mange steder kræver det tilladelse at afholde sankthansfesten på kommunens områder, mens det som udgangspunkt er lovligt at tænde sankthansbål i egen have.

Sankthansbål må kun afbrændes den 23. juni. På alle andre tidspunkter af året betragtes det som afbrænding af haveaffald, hvor der normalt gælder andre regler og begrænsninger. Tjek hos din kommune for nærmere oplysninger. Reglerne, der beskriver brug af åben ild, er beskrevet i afbrændingsbekendtgørelsen.