Faneindvielse ved Beredskabsstyrelsen Midtjylland

Som en del af den traditionsrige ceremoni slog Hans Majestæt Kongen et af de tre symbolske søm i fanen.

På en festlig formiddag blev den kongelige faneindvielse og -overrækkelse markeret med en officiel parade på beredskabscentret i Herning. Foruden Hans Majestæt Kongen deltog bl.a. Beredskabsstyrelsens direktør, Kenneth Pedersen, borgmester Dorte West og chefen for Beredskabsstyrelsen Midtjylland, kolonnechef Nicolai Illemann Rauhe. Desuden var Hernings borgere mødt feststemte op for at overvære den glædelige begivenhed.

Hans Majestæt Kongen


Som en del af den traditionsrige ceremoni slog Hans Majestæt Kongen et af de tre symbolske søm i fanen. Sømmene repræsenterer henholdsvis Kongen, fædrelandet og modtageren af fanen.

 

Det var anden gang, at en fane i Beredskabsstyrelsen blev indviet af Hans Majestæt Kongen. I juni indviede Hans Majestæt Kongen fanen hos Beredskabsstyrelsen Sydjylland i Haderslev. Tidligere er faner blevet indviet af Hendes Majestæt Dronning Margrethe II ved hhv. Beredskabsstyrelsen Bornholm og Beredskabsstyrelsen Sjælland.

 

– Det er en stor ære, at Hans Majestæt Kongen har indviet vores nye fane. Fanen er et symbol på vores daglige opgaver for et trygt og sikkert samfund. Således vil vi fremover blive mindet om vigtigheden af vores opgaver, og majestætens anerkendelse vil skabe en dyb følelse af stolthed, pligt og ære. Den vil minde os om, at selvom tiderne skifter, og vi moderniserer vores samfund, så hviler vores fælles institution på den flid og loyalitet, som vi viser over for vores opgaver og samfundet, siger chef for Beredskabsstyrelsen Midtjylland, Nicolai Illemann Rauhe.


Fanen er en enheds kendings- og samlingsmærke


Fanen er en enheds kendings- og samlingsmærke. Med Dannebrog som baggrund symboliserer den forholdet til Kongehuset, folket og fædrelandet. Fanen anvendes ved ceremonielle lejligheder og er et vigtigt symbol på tradition, fællesskab og tjeneste.