Topledelse.

Illustration: Colourbox.

Enhver organisation vil på et eller andet tidspunkt stå i en krise, der sætter den under hårdt pres. For at en myndighed, virksomhed eller organisation kan komme godt igennem sådan en krise, er det afgørende, at organisationens evne til krisestyring er forankret i topledelsen.

 

Det faktum sætter Beredskabsstyrelsen fokus på i publikationen ’Topledelse og krisestyring’, der fremhæver de ansvarsområder, som ligger hos topledelsen inden for beredskabsplanlægning og krisestyring.

 

- Det er topledelsens ansvar, at der inden den næste krise er foretaget en grundig beredskabsplanlægning, og at alle kender deres roller og ansvarsområder. Under krisen er det topledelsen, der skal sætte retning og træffe de strategiske beslutninger, som får organisationen igennem krisen og tilbage på sporet. ’Topledelse og krisestyring’ giver topledelsen et hurtigt overblik over det, de skal have styr på, siger direktør i Beredskabsstyrelsen, Laila Reenberg.

 

Om publikationen

’Topledelse og krisestyring’ er en kortfattet og lettilgængelig introduktion til topledelsens ansvar i forbindelse med beredskabsplanlægning og krisestyring. Det er ikke en manual eller praktisk orienteret vejledning, idet det ikke er topledelsen, der skal stå for den detaljerede beredskabsplanlægning. Den opgave bør ligge hos fagmedarbejdere, der kan læne sig op ad ’Helhedsorienteret beredskabsplanlægning’ og de tilhørende værktøjer.

 

Læs ’Topledelse og krisestyring’ nedenfor.