[Oprindeligt publiceret af Beredskabsstyrelsen]

’Akademik Lomonosov’ er et mobilt russisk kernekraftværk, som i de kommende år skal levere energi til et område i det nordøstlige Rusland. Den 28. april begyndte kernekraftværket sin bugserede tur fra værftet i Sankt Petersborg til et mellemstop i Murmansk, og det bliver noget af et skue.

For selvom ’Akademik Lomonosov’ er mobil, så formår kraftværket ikke at sejle ved egen drift, og skal bugseres hele vejen. Derfor er ’Akademik Lomonosov’ blot ét fartøj i en procession af fire. Hvis de to slæbebåde, kraftværket og eskortefartøjet ikke støder på hårdt vejr gennem de danske farvande og op langs den norske kyst,  forventes turen at tage i omegnen af tre uger. Turen gennem dansk farvand ventes at tage i omegnen af tre dage.

’Akademik Lomonosov’ har endnu ikke været taget i brug som kraftværk, og det har endnu ikke haft nukleart brændsel installeret. Det får det først, når det ankommer til Murmansk.

- Derfor er der heller ikke strålingsfare forbundet med dets passage gennem danske farvande, siger chefkonsulent i Nukleart Beredskab i Beredskabsstyrelsen Carsten Israelson.

Skal levere energi over polarcirklen
Når kernekraftværket har fået sine nukleare brændselselementer om bord i Murmansk, så fortsætter færden til slutdestinationen i det nordøstligste Rusland. Her skal det levere energi til området omkring byen Pevek, der ligger i Sibirien.