[Oprindeligt publiceret af Beredskabsstyrelsen]

Sidste år fik Avannaata Kommunia i Grønland hjælp fra de nordiske lande, da et fjeldskred sendte en tsunami indover bygderne Nuugaatsiaq og Illorsuit. Nu viser kommunen sin taknemmelighed ved at sende tre brandfolk til støtte for det danske bidrag, der bekæmper skovbrandene i Sverige.

- Vi blev kontaktet af Avannaatas beredskab, der ønskede at give en håndsrækning til indsatsen i Sverige, bl.a. fordi de var meget taknemmelige for den hjælp, de modtog fra de nordiske lande i forbindelse med tsunamien sidste år. Det er en rigtig fin gestus og naturligvis også et bidrag, som vi er glade for, siger Peter Kaas-Claesson, der koordinerer Beredskabsstyrelsens indsats i Sverige. 

Danske og grønlandske brandfolk arbejder sammen
De tre grønlandske brandfolk har meldt sig frivilligt og tager efter planen afsted tirsdag den 31. juli sammen med det øvrige hold, der består af frivillige brandfolk fra Beredskabsstyrelsen og en række kommunale redningsberedskaber.

I alt deltager omkring 60 brandfolk fra Danmark - og nu altså også Grønland - i indsatsen mod de svenske skovbrande.

Den danske indsats i Sverige er på nuværende tidspunkt forlænget frem til den 5. august. De udsendte hold bliver løbende udskiftet.