[Oprindeligt publiceret af Beredskabsstyrelsen]

Brandfolk fra Beredskabsstyrelsen og flere kommunale redningsberedskaber har siden torsdag den 19. juli været indsat ved skovbrandene i Ljusdal nord for Stockholm. På anmodning fra styrelsens svenske søsterorganisation, Myndigheten för samhällsskydd och beredskap (MSB), er den danske indsats nu blevet forlænget med yderligere 14 dage.
 
Aftalen med de svenske myndigheder er derfor foreløbigt, at de danske enheder fortsætter arbejdet frem til den 5. august.  
 
Frivillige fra hele landet
I alt er omkring 60 danske brandfolk involveret i indsatsen. De er tilknyttet alle Beredskabsstyrelsens centre samt en række kommunale beredskaber: Østsjællands Beredskab, Vestsjællands Beredskab, Lolland-Falster Brandvæsen, Beredskab og Sikkerhed (Djursland, Randers og Favrskov), Hovedstadens Beredskab, Sydøstjyllands Brandvæsen og Midt- og Sydsjællands Brand og Redning.
 
Sent mandag aften vender dele af det første hold hjem til Danmark. Et afløsningshold blev afsendt søndag morgen, og dermed opretholdes bemandingsniveauet.