[Oprindeligt publiceret af Beredskabsstyrelsen]

EU-kommissær for humanitær bistand og krisestyring, Christos Stylianides, aflagde mandag besøg hos Beredskabsstyrelsen som led i et todages besøg i Danmark. Stylianides er chef for EU's programmer for civilbeskyttelse og humanitære indsatser, og det er ofte i det regi, at Beredskabsstyrelsen er indsat internationalt.



Under mandagens besøg fik kommissæren en introduktion til Beredskabsstyrelsens internationale arbejde. Herunder var der blandt andet fokus på styrelsens internationale uddannelses- og krisestyringsaktiviteter samt styrelsens ekspertberedskaber inden for det nukleare område og håndteringen af farlige kemiske stoffer.

Fleksibel og intelligent katastrofehjælp
Det var et produktivt møde for begge parter, understregede kommissæren.

- Danmark spiller en vigtig rolle i europæiske indsatser til civilbeskyttelse og humanitære nødhjælpsindsatser rundt om i verden. Beredskabsstyrelsens arbejde i forbindelse med orkanen Matthew i Haiti, som blev gennemført igennem EU's civilbeskyttelsesmekanisme, er et flot eksempel på det, siger Stylianides og fortsætter:

- Jeg ser frem til at fortsætte samarbejdet med Beredskabsstyrelsen om at levere internationale indsatser på fleksibel og intelligent vis, så det kommer mennesker til gode, der er ramt af katastrofer rundt omkring i verden.

Stylianides gæstede Beredskabsstyrelsen som led i sit besøg i Danmark, hvor han blandt andet skal mødes med medlemmerne af en række udvalg i Folketinget: Europaudvalget, Det Udenrigspolitiske Nævn, Forsvarsudvalget og Udenrigsudvalget.