[Oprindeligt publiceret af Beredskabsstyrelsen]

Hvordan arbejder redningsberedskabet under et trafikuheld med fastklemte personer? Hvordan håndterer man truslen om cyberangreb? Og hvad har vi lært af ebola-epidemien i Vestafrika?

Det er tre af de spørgsmål, gæsterne kan få svar på i ’Beredskabets Telt’ på Folkemødet i Allinge den 11.-14. juni.

Beredskabsstyrelsen har sammen med Beredskabsforbundet, Falck og Foreningen af Kommunale Beredskabschefer et fælles telt, hvor beredskabsinteresserede og almindeligt nysgerrige besøgende kan lære mere om beredskabet i Danmark og deltage i en række events.

Trafikuheld, cyberangreb og ebola
I Beredskabets Telt kan du opleve følgende programsatte events:

 

  • Fredag kl. 13-14: Ebola: Frygt, fare og fakta. Debat med udgangspunkt i spørgsmålet ’Hvad har vi lært af ebola-epidemien i Vestafrika?’ med deltagelse af bl.a. Sundhedsstyrelsen, Læger uden Grænser og Beredskabsstyrelsen
  • Fredag kl. 15-16: Cyberwar – hvad er det og hvordan håndteres det? Oplæg ved Peter B. Lange, IBM og Beredskabsforbundet
  • Lørdag kl. 12-13.30: Færdselsuheld med flere tilskadekomne. Se redningsberedskabet i aktion under et fingeret trafikuheld
  • Søndag kl. 10-11: Oplev hjerte-lunge-redning med den nye generation af brandfolk, Brandkadetterne, og afprøv selv dine færdigheder.

 

Herudover kan du i teltet få et sundhedstjek af Falck, få taget et foto foran en brændende baggrund iklædt indsatsudstyr fra Beredskabsstyrelsen samt få materialer og badges fra Beredskabsforbundet.

Grundet det kommende valg til Folketinget er den planlagte debat torsdag mellem partiernes beredskabsordførere blevet aflyst.

Om Folkemødet
Folkemødet finder sted hvert år i uge 24 i den nordbornholmske havneby Allinge. Folkemødets primære formål er at styrke demokratiet og dialogen i Danmark.

Find Beredskabets Telt på stand J 37 i den sydlige del af eventområdet i Allinge. Se kort over området og læs mere om Folkemødet via link i højre kolonne.