[Oprindeligt publiceret af Beredskabsstyrelsen]

Myanmar har været ramt af voldsomme oversvømmelser som følge af både monsun-regn og cyklonen Komen, der ramte området sidst i juli måned. Vandmasserne har endvidere medført store jordskred, og mange indbyggere er blevet fordrevet fra deres hjem.

FN har anmodet Beredskabsstyrelsen om at sende en ekspert i informationshåndtering og it til området som del af en mission, der skal vurdere skadernes omfang og behovet for katastrofebistand.

Holdet samles i Stockholm og flyver mandag eftermiddag mod Yangon (tidl. Rangoon) i Myanmar. Indsatsen er berammet til at vare omkring tre uger.

Missionen finder sted i regi af det internationale humanitære partnerskab, IHP, og tæller ud over den danske ekspert også en medarbejder og materiel fra styrelsens svenske søsterorganisation MSB (Myndigheten for Samhällskydd och Beredskap).

Læs mere om situationen i Myanmar og Beredskabsstyrelsens internationale beredskab via links i højre kolonne.