[Oprindeligt publiceret af Beredskabsstyrelsen]

I 2013 mistede 70 mennesker livet ved i alt 68 brande. Det viser en ny opgørelse af antallet af omkomne i brande, som Beredskabsstyrelsen har foretaget. Rygning angives som årsag til mindst 31 af disse brande.

Andelen af rygningsrelaterede dødsbrande var på 46 procent i 2013, men kan dog være større, da man ikke kender årsagerne til ni af de brande, der kostede menneskeliv sidste år.

Beredskabsstyrelsens kampagnemedarbejder, Pil Storm Giersing, siger:

- De rygere, der er i risikogruppen for at forårsage en dødsbrand, er utrolig svære at trænge igennem til med traditionelle kampagner og informationsindsatser. Erfaringer viser, at de oftest bor alene, og at branden typisk opstår ved, at de taber den tændte tobak i sofaen, i stolen eller i sengen.

Se brændemærkerne i sofaen
Beredskabsstyrelsen opfordrer pårørende til at se signalerne på en brandfarlig rygeradfærd, når de er på besøg i rygerens hjem: 

- Vi vil gerne råde pårørende til at holde øje med faresignaler, når de er på besøg hos familien. Hvis du f.eks. ser brændemærker i møbler eller på gulvtæppet omkring din fars tv-stol, skal de røde lamper begynde at blinke. Det er tegn på, at du skal give en hånd med og sikre hjemmet imod en brand, siger Pil Storm Giersing. 

I november 2011 blev der indført selvslukkende cigaretter i alle EU-lande. Det er endnu for tidligt at konstatere, om tiltaget har haft en effekt på antallet af dødsbrande.

Find mere information
I 2013 var antallet af omkomne i brande generelt lavere end gennemsnittet for perioden 1989-2013.

Se dødsbrandsstatistikken for 2013 og links med gode råd til, hvordan du kan forebygge brande i hjemmet via links øverst i højre kolonne.