[Oprindeligt publiceret af Beredskabsstyrelsen]

Fremover kan redningsberedskaberne i Danmark gøre brug af fælles rammeaftaler, når der skal indkøbes køretøjer. Der er indgået aftaler med private producenter om hhv. lastvognschassiser og opbygninger til vognene. Begge aftaler indeholder adskillige modeller, sådan at de enkelte redningsberedskaber i kommunerne kan sammensætte vognene efter egne ønsker ift. behov og økonomi.

Der er således mulighed for at indkøbe chassiser af forskellig størrelse som kan parres med den type af opbygning, man ønsker. Det kunne for eksempel dreje sig om vandtankvogne eller sprøjter med varierende kapacitet, der yderligere kan suppleres med vandkanoner, skumtanke, generatorer mv.

Flere fælles indkøbsaftaler
Beredskabsstyrelsen har også indgået rammeaftaler på flere typer af indsatsdragter og redningsuniformer til redningsberedskabet og forsvaret, og er i gang med et udbud på containere, hvor der forventes at være indgået kontrakter snarest. Herudover arbejdes pt. på mulighederne for at lave fælles aftaler på slangeplejeanlæg til både store og små beredskaber.

De fælles rammeaftaler er indgået efter et tæt samarbejde mellem Beredskabsstyrelsen og repræsentanter fra de kommunale beredskaber og er en del af udmøntningen af den politiske aftale om redningsberedskabet 2013-14.

Find mere information
Læs mere om gældende rammeaftaler og få yderligere information om de aktuelle aftaler og deres indhold via link og kontaktinformation i højre kolonne.