[Oprindeligt publiceret af Beredskabsstyrelsen]

Antallet af besøgende på Beredskabsstyrelsens hjemmeside, brs.dk, blev næsten firedoblet i forbindelse med den årlige afprøvning af det landsdækkende sirenevarslingssystem: I perioden op til onsdag den 2. maj klikkede omkring 4.000 unikke brugere dagligt ind på styrelsens hjemmeside.
   
Ifølge en måling af trafikken på brs.dk for maj besøgte mange af brugerne de sider, der handler om sirenevarsling, og de blev på disse sider forholdsvist længe. F.eks. blev siden ”Varsling med sirener” besøgt af 3.098 unikke brugere, der i gennemsnit blev på siden i 2 minutter og 43 sekunder.

Også andre sider med information om sirenevarsling på brs.dk havde forholdsvis lange besøgstider. Eksempelvis havde siderne ”Oftest stillede spørgsmål om sirener og varsling” og ”Sirenesignalerne og deres betydning” en gennemsnitlig besøgstid på omkring 2 minutter og 30 sekunder.

Kendskab til signaler og test af teknikken
Den årlige afprøvning af sirenerne sker for at udbrede kendskabet til varslingssignalerne og teste den tekniske del af systemet. Kontorchef i Beredskabsstyrelsens IT-afdeling, Henrik Andersen, glæder sig derfor over efterspørgslen på information om sirenevarsling:

- I år var der også stor opmærksomhed fra mediernes side. Det er positivt, hvis folk bruger tid på at lære varslingssignalernes betydning at kende, uanset om det sker via medierne eller besøg på vores hjemmeside.  

I maj 2012 havde brs.dk 29.353 unikke besøgende. Læs information om sirenevarsling via linket øverst i højre kolonne.