[Oprindeligt publiceret af Beredskabsstyrelsen]

Siden konflikten i Syrien startede, er flere hundrede tusinde mennesker flygtet til nabolandene. Over 100.000 syriske flygtninge opholder sig således i Jordan, hvor vintersæsonen netop er sat ind for alvor. Temperaturer ned til frysepunktet om natten betyder, at de mange flygtninge har et akut behov for at beskytte sig imod kulden.


På baggrund af anmodninger fra EU, FN og Nato sender Beredskabsstyrelsen derfor på Danmarks vegne nu 37.000 tæpper til de syriske flygtninge i Jordan. Tæpperne er af ren uld og af en kraftig kvalitet, der lever op til FN’s standard for vintertæpper.


De mange tæpper pakkes i otte store containere i Beredskabsstyrelsens center i Herning, hvorfra de transporteres til afskibning i Aarhus. Den første sending vil efter planen afgå onsdag den 21. november.


Mange af de syriske flygtninge i Jordan opholder sig i FN-flygtningelejren Za’atri, hvor et eksperthold fra Beredskabsstyrelsen i september måned var med til at opbygge et registreringscenter for personer på flugt fra konflikten i Syrien.


Donationen af de mange tæpper finansieres af Udenrigsministeriet.