[Oprindeligt publiceret af Beredskabsstyrelsen]

Instruktører i superligaklassen

Blandt emnerne i det nye nummer af UddannelsesNyt er Beredskabsstyrelsens voksenpædagogiske videreuddannelse, som tilbydes instruktører i redningsberedskabet.


Uddannelsen varetages af kompetente lærekræfter. Kursisterne kan blandt andet møde studievært Cecilie Hother, som har forstand på, hvordan man som underviser kommer ud over rampen. En af censorerne på uddannelsen er Anette M. Pierce, som til daglig er uddannelseskonsulent for ledelsesudvikling hos Mærsk Oil Human Ressources. Begge er begejstrede for kursisternes engagement og faglige niveau. Se videoindslag i nyhedsbrevet.


 
 
Nyt benzindrevet skæreudstyr

I nyhedsbrevet omtales også helt nyt skæreudstyr, som er beregnet til Beredskabsstyrelsens internationale rednings- og eftersøgningshold (USAR). Det er et såkaldt petrogen-anlæg. Det kører på benzin og ikke gas, som normalt bruges til den type udstyr. Fordelen er, at anlægget er meget nemt at anvende, også for personel der ikke er vant til at håndtere skæreudstyr. Og benzin kan i modsætning til gas skaffes alle steder i verden.


Det nye udstyr kan naturligvis også bruges i forbindelse med assistancer herhjemme. Det gælder i øvrigt også meget af det andet udstyr, som Beredskabsstyrelsen anvender ved internationale indsatser.


Abonnér på UddannelsesNyt

Seks til otte gange om året udsender Beredskabsstyrelsen nyhedsbrevet UddannelsesNyt via e-mail til mere end 1.300 abonnenter.


Nyhedsbrevet indeholder aktuel og relevant information om redningsberedskabets undervisning og uddannelser, f.eks. om ændring af uddannelser, informationsmøder om nye regler samt links til undervisningsvideoer og undervisningsmaterialer.


Hvis du ikke allerede er abonnent, men gerne vil være det, kan du let tilmelde dig nyhedsbrevet på Beredskabsstyrelsens hjemmeside. Du vil så automatisk fremover modtage en mail med nyhedsbrevet, når det udkommer. Følg linket i højre kolonne.