[Oprindeligt publiceret af Beredskabsstyrelsen]

En katastrofeekspert fra Beredskabsstyrelsen skal assistere FN’s flygtningeorganisation UNHCR med at opbygge teltlejre nær de to sydsudanesiske byer Jamam og Bunj. Hver teltlejr – også kaldet basecamps - skal huse op mod 40 nødhjælpsarbejdere og have kontorfaciliteter til at varetage arbejdet med at hjælpe flygtninge i området.

Ifølge FN befinder knap 200.000 flygtninge sig i Sydsudan som følge af konflikt og kamphandlinger i grænseområderne imellem Sydsudan og Sudan. I den seneste periode er antallet af flygtninge steget kraftigt, hvilket har vanskeliggjort levevilkårene for flygtningene yderligere.

Logistik og transport af udstyr
Katastrofeeksperten fra Beredskabsstyrelsen skal styre logistikken ved opbygningen af de to teltlejre, dvs. vurdere behovet for levering af materiel til at opbygge teltlejrene samt styre transporten af udstyret til landet fra Sverige.

Styrelsens medarbejder er den eneste dansker på missionen og skal indgå i et hold sammen med eksperter fra Beredskabsstyrelsens svenske søsterorganisation, Myndigheten för samhällsskydd och beredskab (MSB), der finansierer missionen. Holdet rejser søndag den 8. juli 2012, og missionen ventes at vare mindst fem uger.

Beredskabsstyrelsen sendte den 28. juni en anden katastrofeekspert til Sydsudan for at assistere FN med at skabe et overblik over behovet for nødhjælp i landet. Læs mere om denne mission ved at klikke på linket øverst i højre kolonne.