[Oprindeligt publiceret af Beredskabsstyrelsen]

Der er i år lagt op til den helt store beredskabsfest, når Beredskabsstyrelsen Bornholm og øens øvrige myndigheder og aktører inden for redningsberedskabet inviterer til Beredskabets Dag på Allinge Havn lørdag den 4. august fra klokken 11 til 16.


Her vil man kunne opleve store køretøjer, skibe og avanceret materiel fra beredskab, forsvar og politi i en flot udstilling med mange aktiviteter. Publikum inviteres til at prøve kræfter med de mange opgaver, som beredskabet løser på Bornholm.


En kæmpe oplevelse venter til alle, der har en lille brandmand, redningsmand, politimand eller soldat i maven.


Beredskabsdyst over havneindløbet

Igen i år afholdes den store Beredskabsdyst. Beredskabets vandrepokal står endnu engang på spil i en underholdende konkurrence mellem de deltagende beredskabsmyndigheder.


Også byens butikker og restauranter sættes i højt beredskab med gode tilbud. Så der er lagt op til en rigtig familiedag på havnen i Allinge.


På Beredskabets Dag deltager:


  • Beredskabsstyrelsen Bornholm
  • Bornholms Brandvæsen
  • Bornholms Lufthavnsberedskab
  • Maritimt Overvågningscenter Syd
  • Opklaringsbataljonen
  • Falcks Redningskorps
  • Bornholms Politi
  • Politihjemmeværnet
  • Nexø Redningsstation
  • Kystredningstjenesten Rønne
  • Det Bornholmske Hjemmeværn
  • Det Frivillige Redningsberedskab Bornholm

Se program for dagen ved at følge linket i højre kolonne.