[Oprindeligt publiceret af Beredskabsstyrelsen]

Når FKB holder sit årsmøde i Odense Congress Center fra den 24.-26. august, vil deltagerne nok lægge mærke til et lidt anderledes indslag på Beredskabsstyrelsens stand. En grøn hæk vil nemlig være placeret midt gennem standen.

Ligesom gode naboer kan tage sig en hyggelig snak over hækken, vil medarbejdere fra styrelsen stå klar til at fortælle om standens temaer, rådgive og svare på gæsternes spørgsmål.

Uddannelse
Medarbejderne kan bl.a. fortælle, at uddannelserne i brandsyn og brandteknisk sagsbehandling fra årsskiftet bliver delt op i to dele, og hvordan den nye indretning af uddannelserne kan tænkes ind i uddannelsesplanerne for ansatte i de kommunale brandvæsner for det kommende år.

Statistik
Mange kommuner skal til at revidere den risikobaserede dimensionering af deres beredskab. På standen kan de få gode råd om, hvordan de for lige netop deres egen kommune kan trække statistikker til at målrette arbejdet med at dimensionere beredskabet.

Øvelser
På standen kan man også finde inspiration til nye planlægnings-værktøjer. Beredskabsstyrelsens øvelsessekretariat er klar til at fortælle om mulighederne for støtte til øvelsesplanlægningen og de nyeste planlægningsværktøjer, som f.eks. ’øvelsesdugen’.

Brandforebyggelse og beredskabspolitik
Beredskabsstyrelsens stand vil også have en masse informationsmateriale om brandforebyggelse, kurser og statistik. F.eks. kan man se det nye ”Ild – en farlig ven”-materiale, som eleverne i 4. og 5. klasse bliver undervist i i løbet af brandforebyggelsesugen, uge 40.
Der vil også være trykte udgaver af den nye vejledning om beredskabspolitik og beredskabsprogrammer, som Beredskabsstyrelsen offentliggjorde i april i år.