Sådan vil S!RENEN se ud på din mobiltelefon.

Illustration: Beredskabsstyrelsen

Hvert år den første onsdag i maj tester Rigspolitiet og Beredskabsstyrelsen varslingssirenerne og S!RENEN, der kan advare borgere på mobiltelefonen.

 

94 % af befolkningen modtog et testvarsel via deres mobiltelefon, da varslingskanalerne blev testet den første onsdag i maj, viser en undersøgelse lavet af Megafon for Beredskabsstyrelsen. Det er en stigning på fire procentpoint i forhold til sidste år, hvor 90 % af befolkningen modtog et testvarsel.

 

Samtidig viser undersøgelsen, at kendskabet til S!RENEN er steget markant. 97 % af de adspurgte kender til varslingssystemet, hvor myndighederne kan sende varsler til mobiltelefoner i et fareområde. 

 

De fysiske varslingssirener spiller også fortsat en vigtig rolle i det samlede varslingssystem. 79 % oplyser, at de hørte de fysiske sirener under testen, hvilket er på niveau med sidste år.

 

- Det giver tryghed for befolkningen at vide, at man vil blive varslet i akutte situationer. Derfor er jeg glad for, at undersøgelsen viser, at danskerne i høj grad både kender og har tillid til varslingssystemerne og til, at vi kan nå bredt ud med vigtig information i akutte situationer, siger Kenneth Pedersen. 

 

Af undersøgelsen fremgår desuden, at befolkningen har en høj tillid til at blive varslet af myndighederne i akutte situationer af livstruende karakter for et større antal mennesker enten via sirenerne eller S!RENEN.

 

Det er fjerde gang, S!RENEN blev testet. Alle årene frem til nu er andelen af befolkningen, der modtager varslingen på S!RENEN, steget.

 

Undersøgelsen blev udført af Megafon for Beredskabsstyrelsen som en internetundersøgelse i perioden 6.-8. maj 2026. Målgruppen er voksne i alderen 18+ år.