Billede af appen Farlige Stoffer fra Beredskabsstyrelsen.

Forsiden af appen Farlige Stoffer. Grafik: Beredskabsstyrelsen.

Informationssystemet om farlige stoffer består i dag af appen Farlige stoffer samt hjemmesiden kemikalieberedskab.dk. Systemet anvendes dagligt af redningsberedskabet, politiet og sundhedsberedskabet i forbindelse med hændelser, der involverer kemiske stoffer. Derudover benyttes det af andre myndigheder, virksomheder og borgere, som søger information om kemiske stoffer.

 

Et større projekt i regi af den politiske aftale på beredskabsområdet har nu moderniseret systemet til glæde for samtlige brugere. 

 

Projektets hovedopgave har været at opdatere det bagvedliggende datagrundlag, som udgør fundamentet for systemet. Samtidig er der implementeret en række nye funktioner på baggrund af brugernes ønsker og erfaringer.

 

Blandt de væsentligste forbedringer er muligheden for at visualisere spredningen af kemikalier direkte på hjemmesiden, manuel justering af vindstyrken i både appen og webversionen samt nye muligheder for at omregne fysisk/kemiske data til alternative enheder.

 

Med opdateringen styrkes Informationssystemets rolle som et centralt værktøj for beredskaber og andre aktører, der arbejder med håndtering af farlige stoffer.

 

Projektet har været undervejs siden efteråret 2025 og er afsluttet før tid. Virksomheden Empact, som også udviklede den oprindelige app og hjemmeside i 2017, har stået for videreudviklingen af den bagvedliggende datastruktur samt de nye funktioner på hjemmesiden og i appen.