Nyheder
Publikationer
Sociale medier
Presse
Mange af landets skoler sætter i denne uge fokus på brandforebyggelse. Det sker i forbindelse med den årlige uge 40-kampagne ”Lær børn om brand”, der som noget nyt i år indeholder en guide til at lave trygge brandøvelser.
Som et led i årets kampagne er der blevet udarbejdet en guide til, hvordan man kan lave trygge brandøvelser på sin skole.
Der skal grilles skumfiduser til Charlies og Marthas klassefest.
Men inden de får gang i flammerne, er det en god idé at sikre sig, hvordan man tænder et bål – og ikke mindst, hvordan man slukker det sikkert igen.
Det er et af flere scenarier, som børn over hele landet i denne uge skal forholde sig til i undervisningen i uge 40-kampagnen ”Lær børn om brand”, som TrygFonden, Danske Beredskaber og Beredskabsstyrelsen står bag.
Gennem sjov, undersøgende og engagerende undervisning får eleverne blandt andet en forståelse for, hvad ild er for en størrelse og hvad de skal gøre, hvis de en dag står i en potentiel farlig situation med ild.
Hvert år undervises flere tusinde elever i de gratis undervisningsmaterialer, der henvender sig til henholdsvis indskolingen og mellemtrinnet.
- Jeg er som minister og som mor glad for, at flere af landets skoler igen i år prioriterer undervisning i brandforebyggelse. For vi kan alle være med til at styrke Danmarks beredskab. Det gør vi blandt andet, når vi giver viden om brandforebyggelse videre til næste generation. Og det gør børnene også, når de tager vanerne med hjem og giver dem videre til resten af familien, siger minister for samfundssikkerhed og beredskab, Lisbeth Bech-Nielsen.
Som et led i årets kampagne er der blevet udarbejdet en guide til, hvordan man kan lave trygge brandøvelser på sin skole. Guiden skal sammen med et øvelseskatalog klæde lærere og andre medarbejdere på til at forberede, øve og lave opsamlinger på brandøvelser med deres elever.
- Det er afgørende, at elever ved, hvad de skal gøre, hvis der en dag opstår en brand på deres skole. Ved at øve situationen i rolige og trygge rammer, kan vi undgå, at der ved en brand opstår unødig panik. En tryg lærer, der har overblik over situationen, skaber tryghed for eleverne, siger René Højer, projektchef i TrygFonden.
Guiden til en tryg brandøvelse kan findes på www.forstå.dk/brandsmart
Selvom der er særligt fokus på undervisning i brandforebyggelse i uge 40 kan undervisningsmaterialerne ”Lær om brand” (0.-1. klasse) og ”Brandsmart” (4.-6. klasse) anvendes året rundt.