Nyheder
Publikationer
Sociale medier
Presse
Røgalarmer kan redde liv – når de virker. I dag er det fælles nordisk røgalarmdag, hvor du kan gøre det til en vane at tjekke, om din røgalarm fungerer.
Grafik: Beredskabsstyrelsen.
Den 1. december er fælles nordisk røgalarmdag. Afsæt lidt tid i dag til at sætte fokus på din brandsikkerhed derhjemme og tjek, at dine røgalarmer virker.
Når der opstår en brand, spredes røgen hurtigt, og røgen er farlig at indånde. Hvis du har opsat fungerende røgalarmer i dit hjem, øger du dine chancer for at blive advaret, inden branden når at brede sig.
Men det kræver, at røgalarmerne virker, og derfor skal du teste dem.
- Røgalarmer, der ikke virker, er ikke meget værd. Derfor skal du jævnligt tjekke dine røgalarmer. Sørg blandt andet for, at batterierne stadig virker, at alarmerne er rengjorte, og at udløbsdatoen ikke er overskredet, siger konstitueret sekretariatschef i Danske Beredskaber, Tim Ole Simonsen.
Hver femte dansker har ikke en røgalarm
78 pct. af befolkningen siger, at de har en eller flere røgalarmer, og danskerne er generelt positivt indstillede over for røgalarmer. Det viser undersøgelsen ”Brand og røgalarmer i danske hjem” foretaget i år af Epinion for TrygFonden og Beredskabsstyrelsen.
Men hver femte dansker har ikke opsat røgalarmer i hjemmet. For mange er det ikke et bevidst fravalg. Faktisk er den hyppigste årsag, at man ikke har fået sat den røgalarm op, som man allerede har liggende.
- En røgalarm kan være med til at redde liv. Vi vil derfor gerne give det sidste lille skub og opfordre til, at røgalarmen kommer ud af skuffen og op i loftet. Man kan gøre det nemt for sig selv og sætte røgalarmen op med dobbeltklæbende tape, og man kan få røgalarmer med 10-års batteri, så man er fri for at skifte batteri. Man skal dog stadig lige huske at tjekke den jævnligt, mindst én gang om året, siger forebyggelsesekspert i Beredskabsstyrelsen, Mads Dalgaard.
Brandkadetterne banker på
For tredje år i træk kører projektet ”Beredskabet banker på” med opstart på fælles nordisk røgalarmdag. Her banker brandkadetter rundt omkring i landet på dørene i deres lokale boligområder for at få en snak om brandforebyggelse og vigtigheden af at have en røgalarm. Brandkadetterne kan også hjælpe med at sætte røgalarmer op.
Brandkadetter er unge mennesker, der fungerer som ambassadører for det kommunale redningsberedskab, og med projektet ”Beredskabet banker på” er de igen i år med til at sætte fokus på brandsikkerhed og –forebyggelse i private hjem.
”Beredskabet banker på” er udviklet af Unge i Beredskabet i samarbejde med Beredskabsstyrelsen i regi af Brandsikker Bolig med støtte fra TrygFonden.
Læs mere om projektet her: Beredskabet banker på.
Hent opslag som du kan hænge op i din opgang eller andre steder her.
Invitation til journalister
‘Beredskabet banker på’ vil gerne invitere journalister med ud, så de kan se, hvordan arbejdet konkret foregår.
Kontakt Line Arnstrup hos Unge i Beredskabet, tlf. 40 22 32 98, og lav en aftale med dine lokale brandkadetter.
Kilder: Redningsberedskabets statistikbank samt TrygFonden og Beredskabsstyrelsens befolkningsundersøgelse ”Brand og røgalarmer i danske hjem” 2023 foretaget af Epinion