Store dele af verdenssamfundet er engageret i at støtte Ukraine med nødhjælp af forskellige typer. Det er en omfattende logistisk opgave at sørge for, at de mange tons nødhjælp kommer frem.

Der er etableret flere hubs eller knudepunkter i nabolandene Polen, Rumænien og Slovakiet i regi af EU’s civilbeskyttelsesmekanisme. Over 8.000 tons nødhjælp som mad og vand, hygiejneartikler, ambulancer, medicin, civilbeskyttelsesudstyr og indkvartering er blevet leveret til Ukraine gennem EU-knudepunkterne.

To eksperter fra Beredskabsstyrelsen skal de kommende to uger være teamledere for sådanne hubs i Polen og Slovakiet.

Som teamledere får Beredskabsstyrelsens folk nøgleroller i at sikre, at nødhjælp fra EU-lande og forskellige organisationer i første omgang kommer godt frem til de rette EU-hubs og derfra ind i Ukraine.

- Vi sender to erfarne eksperter, som har mange udsendelser bag sig. Udsendelsen kommer efter mange danske bidrag, og vi tager det som et skulderklap fra EU’s civilbeskyttelsesmekanisme, at vi skal besætte to vigtige roller de kommende par uger, siger chef for Internationalt Beredskab i Beredskabsstyrelsen, Jens Oddershede.

De to eksperter tager efter planen af sted onsdag d. 30 marts og skal være udsendt til 15. april.

Udsendelsen finansieres af EU og den danske udviklingsbistand.