[Oprindeligt publiceret af Beredskabsstyrelsen]

Tirsdag den 4. oktober bliver undervisningen om, hvordan man omgås ild med forsigtighed og omtanke ekstra sjov for 4. klasserne på Fællesskolen Hammelev Sct. Severin i Haderslev. Store Nørderne Kåre og Emil fra DR Ultra lægger nemlig vejen forbi Haderslev, hvor de har planlagt en masse sjove og lærerige aktiviteter for eleverne på 4. klassetrin. Det sker i forbindelse med Uge 40, som er Beredskabsstyrelsens årlige brandforebyggelsesuge.

Lærerige aktiviteter og 'brandbattles'
Om formiddagen er der bl.a. fokus på små brande, og hvordan man slukker dem, og så skal der quizzes og skydes med brandslanger efter mål. Om eftermiddagen afvikler Store Nørderne en konkurrence, hvor elever fra tre 4. klasser dyster mod hinanden i viden om brande, og hvordan man slukker dem. Alle skoleelever fra 4. til og med 6. klassetrin i Haderslev er inviteret til at komme forbi og heppe, og konkurrencen sendes live via DR Ultras app, hvor man som seer kan være med til at bestemme vindernes præmie.

Den lærerige dag afvikles i samarbejde mellem DR Ultra, Fællesskolen Sct. Severin, Brand & Redning Sønderjylland, TrygFonden og Beredskabsstyrelsen.

Brandsikre børn bliver brandsikre voksne
Skolelærere og brandfolk er enige om, at gode vaner, der grundlægges i barndommen, følger med resten af livet. Brandsikre børn bliver brandsikre voksne.

Det er også grundtanken, når Beredskabsstyrelsen hvert år i uge 40 sætter fokus på brandforebyggelse med det formål at nedbringe antallet af brande i Danmark. I samarbejde med Danmarks Pædagogiske Universitet og TrygFonden har Beredskabsstyrelsen udviklet det gratis undervisningsmateriale Lær om Brand (for 0.-1. klasse) og Ild – en farlig ven (for 4.-5. klasse), som i år bruges til at undervise flere end 55.000 skoleelever i Danmark.  Mange steder slår skolerne sig sammen med de kommunale beredskaber om at undervise børnene i brandforebyggelse.

Mere information
Du kan læse mere om Uge 40 – Fokus på brandforebyggelse og Beredskabsstyrelsens undervisningsmateriale via links i højre kolonne.