[Oprindeligt publiceret af Beredskabsstyrelsen]

Prøv katastrofeberedskabets værktøjer, se udrykningskøretøjer i alle størrelser og oplev en fuld udrykningsøvelse på tætteste hold. Det er nogle af de aktiviteter, gæsterne kan se frem til, når der afholdes Katastrofeberedskabets Dag hos Beredskabsstyrelsen Hedehusene lørdag den 2. maj.

Gæsterne kan for eksempel prøve at flytte 10.000 liter vand på sekunder med de højkapacitetspumper, som Beredskabsstyrelsen rykker ud med ved oversvømmelser efter skybrud og stormflod. Man kan også prøve at klippe i en bil med hydraulisk værktøj, finde vej i en røgdykkerbane, hilse på redningshunde, der kan finde overlevende efter sammenstyrtede bygninger og at sidde bag rattet i katastrofeberedskabets udrykningskøretøjer.

Særligt for børnene er der mulighed for at få et diplom og deltage i en konkurrence, hvis de har gennemgået forskellige udfordrende aktiviteter. Ved alle publikumsinvolverende aktiviteter er der uddannet personale, og relevant sikkerhedsudstyr udlånes.

Bliv beredt på hjemmefronten
Gæsterne får mere end bare oplevelser med sig hjem. Eksempelvis kan man også få råd om, hvordan man udarbejder en beredskabsplan for sit hjem, hvordan man øger brandsikkerheden i sin bolig eller lærer førstehjælp, så familien er godt rustet til at tackle nødsituationer.

Hvis du godt kunne tænke dig at gøre en forskel, når Danmark rammes af større ulykker og katastrofer, kan du også høre om mulighederne for at blive frivillig i Beredskabsstyrelsens operative beredskab.

Beredskabsstyrelsen Hedehusene afholder Katastrofeberedskabets Dag i samarbejde med:

  • Politiskolen
  • Redningsberedskabet i Roskilde
  • Redningsberedskabet i Høje Taastrup
  • Beredskabsforbundet


Mere information
Arrangementet afholdes lørdag den 2. maj kl. 11-15 på adressen Hedelykken 10, 2640 Hedehusene.

Katastrofeberedskabets Dag i Hedehusene er del af et landsdækkende koncept, hvor der afholdes lignende arrangementer med fokus på beredskabet rundt omkring i landet. Læs mere om konceptet og Beredskabsstyrelsens center i Hedehusene via links i højre kolonne.