[Oprindeligt publiceret af Beredskabsstyrelsen]

Det er ikke ofte, at de nordiske lande får mulighed for at teste deres nukleare måleudstyr i områder med kraftig radioaktiv stråling. Normalt testes mandskab og materiel i hjemlige miljøer, hvor strålingsniveauet er langt fra de mængder, man kan måle efter et udslip fra eksempelvis et kernekraftværk. Dette gjorde sig dog ikke gældende ved den øvelse, der løb af stablen i den hviderussiske del af området omkring Tjernobyl i september.

Beredskabsstyrelsen deltog sammen med kolleger fra Norge, Sverige og Island i måleøvelsen ’MOBELRAD’, der foregik i det sydlige Hviderusland, der grænser op til den del af Ukraine, hvor det Tjernobyl-værket er placeret. Selv små 30 år efter ulykken på kernekraftværket er strålingen intens i området, hvor det stadig er forbudt at bo og opholde sig i længere tid.

Kan yde støtte ved udslip
De nordiske nuklear-eksperter afprøvede både håndholdt og bil-båret måleudstyr i de anderledes omgivelser, der ikke blot bød på langt højere strålingsniveauer, end man er vant til i de nordiske lande, men også en mere ustabil infrastruktur, der udfordrede både logistik, målinger og kommunikation undervejs.

Erfaringerne fra måleøvelsen er nu dokumenteret i en rapport, der bl.a. bekræfter, at det måleudstyr, som de nordiske beredskaber betjener sig af, også fungerer ved markant højere strålingsniveauer. Således vil man fra dansk side være i stand til at yde støtte til andre lande i tilfælde af større radioaktive udslip.

Projektet blev finansieret af det nordiske kernesikkerhedsforskningssamarbejde, NKS.

Læs rapporten og find mere information om Beredskabsstyrelsens nukleare beredskab via links i højre kolonne.