[Oprindeligt publiceret af Beredskabsstyrelsen]

Et hold fra Beredskabsstyrelsen vendte fredag den 6. juni tilbage til Danmark efter at have været udsendt til Bosnien i to uger for at yde katastrofebistand efter rekordoversvømmelser i området.

De i alt 34 befalingsmænd og frivillige har været indsat med en samlet pumpekapacitet på over 92 millioner liter vand i døgnet, der har lænset vand væk fra oversvømmede områder. Samtidig har holdet ved hjælp af vandrensningsmoduler leveret mere end 85.000 liter rent drikkevand i områderne Domaljevac, Odžak og Šamac.

Tirsdag fik holdet besøg af Bosnien og Hercegovinas viceminister for sikkerhed, Mladen Ćavar, som takkede for den danske hjælp i forbindelse med at afhjælpe effekterne af oversvømmelserne i landet.

Alle udsendte nu vendt hjem
Beredskabsstyrelsen har også haft et hold på 26 mand i Serbien, hvor man pumpede mere end 300 millioner liter vand væk fra bl.a. lokale pumpestationer, så de serbiske myndigheder igen selv kunne varetage opgaven med at flytte vandet tilbage til de oversvømmede floder.

Med dagens hjemkomst fra Bosnien er alle styrelsens udsendte fra Balkan-området tilbage i Danmark. 

De 34 mand, der har været i aktion i Bosnien, kommer fra Beredskabsstyrelsens afdelinger i Herning, Thisted, Allinge, Hedehusene og Tinglev.

Beredskabsstyrelsens bidrag til at afhjælpe konsekvenserne af oversvømmelserne på Balkan er sket efter anmodning fra landene via EU’s center for koordination af katastrofehjælp, ERCC.

Læs mere
Find mere information om Beredskabsstyrelsens internationale beredskab og styrelsens indsatser på Balkan via links i højre kolonne.