[Oprindeligt publiceret af Beredskabsstyrelsen]

Ifølge FN er næsten 350.000 personer drevet på flugt og over 2.000 har mistet livet som følge af den ugandisk baserede Lord’s Resistance Army’s (LRA) aktiviteter i den nordøstlige del af Congo.

En række nødhjælpsorganisationer forsøger i øjeblikket at hjælpe befolkningen i regionen. Det sker fra byen Dungu i den østlige del af landet, hvor den svenske Myndigheten for Samhällsskydd och Beredskab (MSB) i 2009 etablerede en lejr, hvorfra nødhjælpseksperterne arbejder. Det drejer sig bl.a. om mandskab fra FN’s flygtningeorganisation UNHCR, FN’s fødevareprogram WFP og fra UNICEF.

Behov for bedre tekniske faciliteter i nødhjælpslejren
Siden 2009 har lejren virket under meget vanskelige forhold, og der er behov for et tjek og en opgradering af dens tilstand, herunder de elektriske installationer, vandforsyning og sanitet.

International Humanitarian Partnership (IHP), som er et samarbejde mellem 7 nordeuropæiske lande inklusive Beredskabsstyrelsen i Danmark, er anmodet af UNHCR om at lave en vurdering af lejren og efterfølgende hjælpe med til at forbedre de tekniske faciliteter.

Beredskabsstyrelsen sender på den baggrund en elektriker til Congo, der skal assistere FN med opgaven. Missionen varer efter planen i ti dage fra den 1. til den 10. august.