[Oprindeligt publiceret af Beredskabsstyrelsen]

I Danmark opstår der hvert år omkring 500 brande i komfurer. Brandene fører til store materielle tab og koster i værste fald menneskeliv. Hvert år omkommer fem personer således som følge af komfurbrande.

De fleste af brandene opstår på grund af forkert eller uforsigtig brug af komfuret, og ældre og unge mænd er overrepræsenteret i ulykkesstatistikken. Derfor retter Beredskabsstyrelsens og Sikkerhedsstyrelsens kampagne sig særligt mod disse befolkningsgrupper. 

Kampagnen tager udgangspunkt i fem råd, der er udarbejdet på baggrund af erfaringer fra Norge og samtaler på danske skadestuer med patienter, der har været involveret i komfurbrande:

De fem komfurråd

  • Gå aldrig fra en tændt kogeplade
  • Lad være med at bruge komfuret til aviser, blade og ting
  • Hvis du har problemer med at huske, så overvej at få installeret en komfurvagt
  • Alkohol og komfurer er en livsfarlig cocktail. Hvis du er beruset, så lad være med at bruge komfuret
  • Hav røgalarmer i boligen – og tjek at de virker 

Facebook og OBS-indslag
Omdrejningspunktet for kampagnen rettet mod unge mænd er en facebook-side kaldet ”Livsfarlig cocktail”, hvor man bl.a. kan vinde præmier, finde information om komfurbrande og meget mere.

Kampagnen rettet mod ældre består bl.a. af et OBS-indslag samt et klistermærke, der stilles til rådighed for landets kommuner, som har den daglige kontakt til de ældre via eksempelvis hjemmehjælpen.

Find mere information
Læs mere om kampagnen ved at klikke på links øverst i højre kolonne. Herunder kan du se OBS-indslaget.