[Oprindeligt publiceret af Beredskabsstyrelsen]

Demonstration af avancerede udrykningskøretøjer og udstyr samt aktiviteter, hvor de besøgende selv kan prøve f.eks. at lede efter begravede genstande i murbrokker med et søgekamera. Det er nogle af oplevelser, som Beredskabsstyrelsen kan tilbyde gæsterne på Kulturnatten i København.

Arrangementet begynder klokken 18:00 og finder sted i Forsvarsministeriets departement på adressen: Holmens Kanal 32, 1060 København K.

Masser af aktiviteter
Gæsterne kan bl.a. få demonstrationer af Beredskabsstyrelsens HazMat-køretøj, der med kort varsel kan sættes ind på skades- eller gerningssteder, hvor der er mistanke om farlige kemiske stoffer.

De besøgende kan også se en nuklear målebil og selv prøve at spore radioaktive kilder med udstyr fra styrelsens nukleare ekspertberedskab eller prøve at løfte et tungt køretøj med en luftpude.

Beredskabsstyrelsen Kemisk Beredskab kan som det eneste laboratorium i Danmark foretage analyser af alle typer ukendte stoffer. På Kulturnatten kan gæsterne tale med en af laboratoriets kemiske eksperter og selv prøve at iføre sig en kemikalieindsatsdragt, som mandskabet har på ved indsatser i områder, hvor der er mistanke om farlige kemiske stoffer.

Læs mere
Find mere information om Kulturnat-arrangementet på Forsvarsministeriets hjemmeside via linket øverst i højre kolonne.