[Oprindeligt publiceret af Beredskabsstyrelsen]

Eleverne i 4.b. på Lillebæltsskolen fik sig noget af en overraskelse, da Søren Brandmand pludseligt dukkede op til en event i Middelfart Brandvæsen mandag den 3. oktober.


Eleverne deltog i eventen for at kickstarte den landsdækkende brandforebyggelsesuge, der hvert år afholdes i uge 40. Søren Brandmand er en gennemgående figur i undervisningsmaterialet ”Ild – en farlig ven”, som 4.b. fra Lillebæltsskolen var blevet undervist i.


Sammen med Søren Brandmand prøvede børnene bl.a. at slukke brande med CO2-slukker, brandtæppe og sodavand.


850 skoler over hele landet

Lillebæltsskolen er blot en ud af de omkring 850 grundskoler over hele landet, hvor eleverne i uge 40 har brandforebyggelse på skoleskemaet. Mange steder besøger skolerne de lokale brandstationer, hvor brandfolk giver en rundvisning og kommer med gode råd til brandsikkerhed.


Skolerne har fået tilsendt gratis undervisningsmateriale fra Beredskabsstyrelsen, og alle materialerne er udarbejdet i overensstemmelse med Undervisningsministeriets bekendtgørelse om Fælles Mål. Og det er en god ide, siger lærer for 4.b. på Lillebæltsskolen, Mogens Bundgaard:


- På den måde bliver undervisning i brandforebyggelse ikke en ekstra arbejdsopgave for os lærere. Materialet til ”Ild – en farlig ven” er rigtig godt og relaterer sig f.eks. til fag som dansk og natur og teknik.


Se TV2/FYNs indslag om eventen i Middelfart Brandvæsen via link i højre kolonne.