[Oprindeligt publiceret af Beredskabsstyrelsen]

Den årlige nationale flagdag for Danmarks udsendte afholdes på mandag den 5. september. Dagen vil blive fejret ved flere arrangementer.

Et nyt monument for udsendte i international tjeneste vil blive indviet i Kastellet, i Holmens Kirke holdes der mindegudstjeneste for de faldne i international tjeneste, og på Christiansborg Slotsplads er der parade for de soldater og hjemmeværns- og beredskabsfolk, der har været udsendt i det forgangne år. Efter paraden er Folketinget vært ved en reception for seneste års udsendte på Christiansborg Ridebane.

...

Mere end 140 personer udsendt i 2010
I anledning af flagdagen udtaler Beredskabsstyrelsens direktør, Henning Thiesen:

- I de seneste to årtier har mange af Beredskabsstyrelsens fastansatte og frivillige deltaget i internationale missioner rundt om i verden. De har været udsendt til verdens brændpunkter, hvor mennesker har haft behov for hjælp.

I 2010, som var styrelsens hidtil travleste år, var mere end 140 personer udsendt på 14 forskellige missioner.

Jeg har noteret mig, at der både blandt styrelsens fastansatte og frivillige altid har været mennesker, som var parate til at rejse ud for en stund og hjælpe.

Jeg er derfor glad for, at disse menneskers indsats på de internationale missioner anerkendes med en flagdag.